Dansk-amerikaneren Jacob A. Riis ankom med dampskibet til Castle Garden i 1870. Over en halvtreds år lang periode havde modtaget over 8 millioner mennesker ligesom ham selv. Med 40 dollars i lommen, foræret af hans naboer i Ribe, kun lige stået af båden, der havde fragtet ham fra det gamle kontinent - en smuk forårsmorgen - kiggede den 21-årige Jacob A. Riis udover byen og beskrev et syn, der på samme måde må have betaget de mange andre immigranter, som han havde delt båd med: “... og da jeg skuede ud over de milelange lige linjer af gader, Brooklyns grønne højdedrag, og færgernes og lystfartøjernes røre i floden, steg mine forhåbninger om, at der et eller andet sted i denne summende bikube, ville være en plads til mig.”
I det andet afsnit af Jacobs slum skal vi besvare spørgsmålet: Hvad er en slum? Jacob A. Riis gav bare ét af tidens mange svar på slumspørgsmålet. For ham var slummen uløseligt forbundet med den type byggeri, der hed The Tenement House. På dansk: lejekasernen. For ham var lejekasernen lig med slum, og slummen lig med lejekasernen. Dette afsnit handler derfor om boligblokken med navnet The Tenement House. Spørgsmålet om lejekasernen var nemlig et af tidens tunge, sociale spørgsmål. Og under et foredrag i 1895 kaldte den nu midaldrende Jacob A. Riis lejekasernen for “djævlens moderne opfindelse”. I dette andet afsnit af Jacobs slum træder vi derfor ind i lejekasernens gange og værelser, for at se hvordan den amerikanske slum så ud.
Jacob A. Riis var ikke den eneste, der svarede på slumspørgsmålet. I løbet af 1800-tallet og starten af 1900-tallet begyndte man at operere med en klar forestilling om slummen som grundlæggende anderledes fra resten af byen. Mange besøgende og journalister anså slummen for at være et eksotisk, fremmed land, man kunne gå på opdagelse i og blive forarget. Samtidig blev slummen en afgørende del af begyndende klassificering af det nye bysamfund som ikke tidligere var set i så stor skala i de nye megabyer som New York.
Hvad er en slum? Mange af datidens beskrivelser fra både USA og resten af Europa beskriver slummens tunge, ildelugtende, stillestående luft - og så mudderet og mørket. Det var den helt konkrete mangel på lyskilder, der betød, at Jacob A. Riis måtte bære rundt på en metalpande med magnesiumpulver, som han antændte for at oplyse de mørke værelser og underjordiske kældersaloner, når han skulle fotografere slummens beboere, hvis ansigter et kort øjeblik oplyses i mørket, for derefter at forsvinde tilbage i mørket igen. Jacob A. Riis gik altså rundt og fotograferede med åben ild. Og ja - det gik som det går, den ivrige fotograf kom til at sætte ild til ikke bare én væg i slummen. Heldigvis - for Jacob A. Riis i hvert fald - var væggene i slummens værelser så beskidte og fugtige, at ilden aldrig fik rigtig fat. Og der var, ifølge den nu smågrinende politimand, som Jacob A. Riis havde alarmeret om branden, ingen grund til bekymring. Huset blev kaldt “den beskidte svamp” og havde været antændt seks gange vinteren forinden. Vi vender tilbage til Jacob A. Riis fotografier senere. Først skal vi lige bruge lidt tid på det store spørgsmål: Hvad er en slum? Jacob A. Riis gav bare ét af tidens mange svar på slumspørgsmålet. For ham var slummen uløseligt forbundet med den type byggeri, der hed The Tenement House. For ham var lejekasernen lig med slum, og slummen lig med lejekasernen. Dette afsnit handler derfor om boligblokken med navnet The Tenement House. Spørgsmålet om lejekasernen var nemlig et af tidens tunge, sociale spørgsmål. Og under et foredrag i 1895 kaldte den nu midaldrende Jacob A. Riis lejekasernen for “djævlens moderne opfindelse”.
I sin bog Ten Year’s War - An Account of the Battle with the Slum in New York fra 1900 tager Jacob A. Riis sin begyndelse mellem lejekasernes høje murstensvægge på hver side af Stanton Street. Lidt øst for Five Points: “Lad os starte dér og gå mod øst. Barakkerne tårner sig op på hver side, fem-seks etager høje. Vrimlende mennesker. Mænd med trækvogne bliver bugseret videre af politimændene, der synes at eksistere alene med det formål. Forsyth Street: der er en kirke på det hjørne, polsk og katolsk, en kombination, der virker besynderlig, her hvor det at være polsk er blevet synonymt med at være jødisk. Jeg har god grund til at huske det her hjørne. En mand dræbte sin kone i dette hus og blev hængt for det. På den anden side af gaden, på brownstone-lejekasernens trappesten, blev tragedien genopført igen næste år; den eneste forskel var, at han sparede myndighederne for besværet, ved at tage sit eget liv. En anden trappesten i samme række var vidne til et selvmord.”
Det var, ifølge Jacob A. Riis, virkeligheden i lejekasernen, da han beskrev den i 1900. Men lejekasernen var ikke et nyt problem i New York, da Jacob A. Riis ankom til byen i 1870 og hellere ikke da den snart fyrreårige Jacob A. Riis begyndte at skrive fast om livet i lejekaserne fra midten 1880erne. Lejekasernen var blevet født af en helt bestemt udlejepraksis, der havde forvandlet de gamle store lejligheder og boliger i New York til mange små værelser. Ofte uden brandveje eller vinduer. Proceduren gik nogenlunde sådan her: Ejere af New Yorks bygninger udlejede dem til under-udlejere, der opdelte byens gamle huse til mange små lejligheder, hvor flere familier så kunne bo. Immigrationen og den stigende befolkning i New York betød, at især tilrejsende immigranter, var tvunget til at betale høje priser for helt små, kummerlige og ofte vindueløse værelser i byens gamle huse. Midt i 1840ernes bølge af immigration og befolkningsvækst i New York blev lejekasernen beskrevet af den daværende byinspektør Dr. John H. Griscom. Han udgav en række rapporter - blandt andet den vigtige rapport The Sanitary Condition of the Laboring Population of New York i 1845 om forholdene for den arbejdende klasse i New York. I rapporten angreb han den stadigt mere brugte fremlejepraksis, som havde født lejekasernen. Den selvsamme Dr. John H. Griscom stiftede the Association for the Improvement of the Condition of the Poor i 1843, der blev den vigtigste hjælpeorganisation i New York de næste halvtreds år. Og for at forstå, hvor stort et problem lejekasernen egentligt var kan vi kigge på en rapport fra 1865. I rapporten står der, at godt en halv million New Yorkere - eller 110,000 familier - boede fordelt på 15,000 lejekaserner. Det var et gennemsnit på syv familier i hver.
Ifølge historikeren Daniel Czitrom blev vilkårene i lejekasernerne knyttet sammen med byens høje døds- og sygdomsrater og så selvfølgelig truslen for voldelige opstande i byen. Især en bestemt begivenhed er vigtig at stoppe ved her: Den fire dage lange og blodige Draft Riot, der fandt sted i New York i juli 1863. Draft Riot startede som protester over en ny værnepligtslovgivning, der både betød, at mange af byens fattige og arbejdende kunne tvinges ind i den igangværende Amerikanske Borgerkrig, der varede frem til 1865. Det springende punkt, var, at loven havde gjort det muligt for rige at undgå værnepligt ved at betale et beløb, der svarer til 40.000 danske kroner i dag. Da indkaldelsen begyndte den 11. juli opstod mindre protester og bander at brænde bygninger, overfalde beboere i byen og angribe politiet. Den 13. juli gik både fattige og arbejdere på gaden i New York i protest mod den indbyggede ulighed i den værnepligtslov. I løbet af de fire dage, som Draft Riots varede, udviklede det sig også til et racespørgsmål. Med Abraham Lincolns Emancipationserklæringer, fra året før og tidligere samme år, frygtede den hvide arbejderklasse i New York, at afro-amerikanere ville overtage de i forvejen få jobs i New York City. Mange afro-amerikanere blev derfor angrebet og slået ihjel af de demonstrerende. Afro-amerikaneres hjem blev smadret. Og et Børnehjem for Sorte blev raseret. Mere end 119 personer døde under Draft Riots og over 300 - godt halvdelen af dem politibetjente - blev sårede under disse fire dages opstand.
Da man i efterdønninger på de voldsomme Draft Riots forsøgte at forstå opstandens årsager pegede de fleste svar i een bestemt retning: lejekasernens overbefolkede og kummerlige værelser, der var blevet en naturlig del af New Yorks bybillede. I løbet af de næste par år blev flere rapporter udgivet om sundheden i byen. Her blev en række andre faktorer - udover lejekasernerne - til den høje døds- og sygdomsrater i byen optegnet: de inkluderede beskidte gader, stoppede baggårdstoiletter, manglen på løbende vand, kloakker og afløb, slagtehuse, benkogning og fedtsmeltning i nærheden af lejekaserne og skoler - og ja, så selvfølgelig ophobninger af døde dyr og møddinger. Og lige præcis det problem var faktisk så slemt, at politiet hvert år fjernede mere end tyve tusind dyr fra byens gader. Og intet mindre end tyve døde heste hver dag. Da den fire dage lange Draft Riot, der var den største og mest voldelige opstand i USAs historie, fandt sted i 1863, havde lejekasernen altså allerede været på bykortet i tyve år. Men de voldelige begivenheder havde vist en helt ny form for fare i byen med udspring i lejekasernerne - og sammen med faren for opstande og vold, var der selvfølgelig faren for udbrud af epidemier. I 1866 ledte det blandt andet til stiftelsen af den første moderne, statslige folkesundhedsorgan i USA - the Metropolitan Board of Health. Og året efter vedtog man den første lovgivning, The Tenement House Law of 1867. I loven definerede man også for første gang lejekasernen officielt. De definerede lejekasernen på denne måde: “Et hvilket som helst hus eller bygning, eller en del af disse, der er udlejet eller tænkt til at blive beboet eller allerede er beboet som hjem eller bopæl for mere end tre familier, der bor uafhængigt af hinanden og tilbereder deres egen mad på stedet. Eller af mere end to familier på en etage, der lever sådan og tilbereder mad med fælles adgang til gangen, trapperne, gårdene, toiletter eller das, eller dele af dem.”
Samtidig gav lejekaserne-loven Metropolitan Board of Health tilladelse til at regulere forholdene i lejekasernerne. Det betød, at staten havde lov til at blande sig i udlejernes ejendomsret, som ikke var populært mange steder i New York. Det var de første skridt for nye sundshedslovgivninger i New York. Men de skridt var ikke lange nok til at løbe fra bølgen af boligmangel, som var det naturlige resultat af immigrationen. Og de mange forretningsmænd og entrepenører, der fortsat udnyttede situationen ved at bygge flere og flere lejekaserner. Og når der ikke var plads i bygningerne, så udvidede man til baggårdene og bag bygninger i den variant af lejekasernen, der hed “rear-tenements”. Jacob A. Riis forklarer nærmere om denne variation over lejekasernen: “Dødeligheden i baggårdens lejekaserner havde længe været en skandale. De bliver bygget i baggårdene, oftest på tilstødende pladser opad de bagvedliggende bygninger. Hvis der er et åbent rum mellem dem, aldrig mere end en revne på en fods bredde, der bliver en beholder for skrald og skidt af enhver slags; enhver åbning i disse vægge, der har til formål at ventilere, bliver en kilde til endnu større farer, end hvis der slet ikke var nogen. Den sidste optælling i 1900, viste at blandt 44.850 lejekaserner i Manhattan og Bronx, var der stadig 2143 baggårdshuse tilbage.”
SPEAK: 1870ernes kritik af lejekasernen kulminerede med The Tenement House Act of 1879. Med den nye lov fik man et sundshedspoliti på tredive mand under Board of Health og etablerede årlige inspektioner af lejekasernerne. Det var med dette sundhedspoliti, at Jacob A. Riis var på en natteinspektion af en lejekaserne i det italienske kvarter. Vi træder nu ind i en af lejekasernerne, der ifølge Jacob A. Riis, var et typisk eksempel på lejekasernen: “Jeg gik med sundhedspolitiet rundt på deres midnatsinspektioner gennem en række af Elizabeth Streets lejekaserner, som jeg havde kendt siden de blev bygget, for sytten eller atten år siden. Det er i dette nabolag, at de seneste italienske immigranter flokkes til. I det hus, vi havde udvalgt til inspektion, der var den samme type som resten, fandt vi 43 familier, hvor der kun skulle have boet 16. På hver etage var der fire lejligheder, og i hver lejlighed var der tre rum som målte 14x11 fod, 7x11 fod og 7x8 fod. Kun i en af lejlighederne fandt vi en enkelt familie. I de andre tolv sov og levede en familie. De lavede mad, forestiller jeg mig i hvert fald, ved det ene komfur i køkkenet, som var det største rum. I en stor seng talte vi seks personer, forældrene og fire børn. To af dem lå på langs i fodenden for at finde plads.”
Samtidig blev der lavet en række love, der blandt andet betød, at lejekasernens værelser ikke længere måtte bygges uden vinduer. Og vinduerne skulle vende ud mod enten gården eller gaden. Men de fleste af de nye reguleringer af lejekasernen viste sig at være svære at håndhæve. Og da Jacob A. Riis begyndte at skrive om lejekasernen i 1880erne var tilstandene stadig lige så dårlige som fyrre år tidligere. Og i 1880erne boede nu over 600,000 New Yorkere fordelt på over 24,000 lejekaserner. Jacob A. Riis opfandt altså ikke tidens lejekaserne-spørgsmålet - og han opfandt heller ikke ideen om, at lejekasernen var problematisk. Men han formåede at gøre noget helt nyt. Han kombinerede samtidens journalistiske sensationssøgen - både fotografier og tegninger fra lejekasernen, der blandt andet blev brugt til at skrive mere eller mindre sorte/hvide beskrivelser af byen til turister eller observerende. Det kombinerede han med rapporterens grundige, samvittighedsfulde afdækning af slumområderne. Det helt nye, som han også gjorde, var at han var begyndt at fotografere. For Jacob A. Riis havde nemlig anskaffet sig et fotografiapparat. Han anså aldrig sig selv for at være fotograf, men det blev et vigtigt værktøj til at vise lejekasernens forhold frem. Og som han også skriver i sin selvbiografi, så blev han ved med at være fascineret af den kemiske process, hvor fotografierne langsomt blev til og afslørede lejekasernens oplyste ansigter: “At se billedet komme til syne på pladen, der før var blank, og vidne om den mindste brøkdel af et sekund, måske måneder før, den ting det aldrig havde glemt, er et nyt mirakel hver gang.”
I denne proces blev lejekasernens og slummens vilkår fanget og foreviget. Men mere bare at være drevet af en fascination af fotografiet, der blev til og afslørede et bestemt øjeblik, så skulle fotografierne bruges i et meget praktisk øjemed. Sammen med det nyoprettede sundhedspoliti tog Jacob A. Riis rundt om natten fotograferede lejekasernens beboere. Det var en måde at dokumentere de sundhedsfarlige forhold. Tidligere havde man tegnet forholdene, men da Jacob A. Riis ikke selv kunne tegne, var kameraet en god kammerat. Og som han skriver, så var hans forsigtige forsøg på at tegne blev da også latterliggjort af hans kone og børn. Fotografierne blev løsningen på sundhedspolitiets forsøg på at afdække vilkårene i slummen: “... en tegning ville ikke have været den type bevis, som jeg ønskede mig. Vi plejede at tage afsted de tidlige morgentimer ind i de værste lejekaserner for at tælle næser og se om loven om overbelægning blev brudt. Synet, der mødte mig, skar mig i hjertet og jeg følte mig nødsaget til at fortælle om det, sprænges eller blive anarkist, eller noget. ‘Et menneske kan være en menneske selv i et palads’ i det moderne New York såvel som i det antikke Rom, men ikke i slummens lejekaserner.”
Senere begyndte Jacob A. Riis selv at fotografere - godt nok med et følge af nysgerrige politibetjente, der kun nogle gange var nødvendige som beskyttelse fra bander og kriminelle. Og så tjente politibetjentene også en anden smart funktion: deres pistolers patronhylstre blev fyldt med en slags blitz-pulver og blev affyret ind i de mørke værelser. Så Jacob A. Riis’ fotografier fangede ikke bare vilkårene i lejekasernen, men også det mildest talt kaotiske øjeblik, hvor en gruppe af mænd braste inde i de mørke værelser og skød med en pistol. Denne metode erstattede Jacob A. Riis senere med panden fyldt med magnesiumpulver, som både antændte væggene.
Det blev med fotografiet, at Jacob A. Riis skulle fremvise forholdene i lejekasernen mest effektfuldt. Jacob A. Riis viste sine fotografier som et lysbilledeshow den 25. januar 1888 ved the Society of Amateur Photographers of New York. Her gav den nu 39-åriger Jacob A. Riis en to timer lang forelæsning med titlen “The Other Half, How It Lives and Dies in New York”. Og her gjorde Jacob A. Riis også det helt nye: han fortalte historierne om fotografiernes tilblivelse og involverede på den måde publikum på en helt ny måde i virkeligheden i lejekasernen. Forelæsningen fik stor medieomtale. Både The New York Tribune og The New York News roste Jacob A. Riis for sin brug af humor i afdækningen af lejekasernens rædsler. Lad os tage et eksempel på den måde som Jacob A. Riis fortalte om et bestemt fotografis tilblivelse. Vi går nu ind i The Bend, som var den del af Mulberry Street, Jacob A. Riis kaldte slummens fæle kerne. Her møder vi en mand, siddende på sin stige: “Han sad der i gården på sin stige. Det slog mig, at her havde jeg sådan en typisk bums, så jeg bad ham om at sidde stille et øjeblik, så ville jeg give ham ti cent. Det var sikkert de første og eneste ti cent, den mand havde tjent ved ærligt arbejde i hele sit liv. Og så var det oven i købet, mens han sad ned, hvilket han utvivlsomt var ekspert i. Jeg gjorde mit kamera klar, men lige da jeg skulle til at tage billedet, tog han piben ud af munden og lagde den i lommen. Jeg sagde, ‘Hov hov, den hører med på billedet.’ Men nej, det ville han ikke være med til. Mindre end halvtreds sekunder inde i arbejdet var han allerede gået på strejke.”
Her er vi nok lige nødt til at stoppe en gang. For selvom Jacob A. Riis’ selv havde været vagabond engang, da han ankom til USA, så var hans holdning til vagabonderne og de fattige, der ikke arbejdede, præget af sin religiøse moral. Jacob A. Riis’ brug af humor lyder i dag lidt dobbelttydig, når vi hører dette lille stykke læst op: på den ene side formåede Jacob A. Riis at bruge humor til at bringe spørgsmålet om lejekasernen på dagsordenen hos større dele af befolkningen, men det var på bekostning af den ældre herre.
Nu er vi faktisk helt inde i slummens kerne - lejekasernen, der var grobund for byens ondskab. Jacob A. Riis beskriver den i værket fra 1890: “... i lejekasernerne leder alt til ondskab, fordi de er epidemiernes arnested, der spreder død til både rige og fattige; de er forarmelsens og kriminalitetens vugger, der fylder vores fængsler og retssale; de skyller hvert år fyrre tusinde menneskevrag op på øernes asyler og fattiggårde; de opretholder en stående hær af titusinde vagabonder med alt det, som det implicerer; og vigtigst af alt, så smitter de familielivet med en dødelig moralsk smitte.”
Her kan vi se, hvad Jacob A. Riis mener Lejekasernen var “bycivilisationens Frankenstein”. Det var barn af det amerikanske samfund og system. Men på trods af dets ildelugtende og mørke værelser, der korrumperede de folk, der boede i lejekasernen, kunne man ifølge Jacob A. Riis ikke bare slå hånden af det. Og hvorfor fortæller Jacob A. Riis så disse ting? Sådan spørger den dansk-amerikanske fotograf og journalist selv retorisk i sin egen bog “Ten Years War”, der udkom næsten ti år efter “How the Other Half Lives”. Som ung havde han selv vandret fattig og sulten rundt i disse dele af byen på jagt efter et sted at sove. Han kendte den del af byen fra sin egen krop og hvordan den føltes. I disse dele af byen hørte denne slags begivenheder fortsat til “tingenes vante gang”. Som Jacob A. Riis selv formulerede det. Lejekasernen udgjorde, ifølge Jacob A. Riis, en naturlig skillelinje i byen - lejekaserneblokke udgjorde det sted, hvor samfundets anden halvdel boede og levede. Byen var i følge Jacob A. Riis delt i to, hvor tingene gik hver deres egen, vidt forskellige vante gang.
Netop dette synes at være et af tidens svar på vores indledende spørgsmål: Hvad er en slum overhovedet? Ideen om et bestemt område af byen, hvor tingene havde sin egen, vante gang, der var markant anderledes end de mere velstillede - og dermed også lysere, luftigere, renere og mindre befolkede - dele af byen. Her hos arbejderne og de samfundets svageste beboere var drab og selvmord en selvfølgelig del af livet, som i beskrivelsen fra Stanton Street. Op igennem historien brugt en række kategorier til at forstå og inddele vores verden i: regioner, byer, landsbyer, zoner og ghettoer. Indenfor byen identificerede man områder, der adskilte sig både i udseende og beliggenhed, men også socialt fra resten af byen - et socio-geografisk område, hvor tingene altså havde sin egen, vante gang, for nu at bruge Jacob A. Riis’ ord. Byhistorikeren David Ward beskriver, hvordan man i løbet af 1800-tallet og starten af 1900-tallet begyndte at operere med en klar forestilling om slummen som grundlæggende anderledes fra resten af byen - betegnelsen blev brugt til at beskrive de fattigste arbejderkvarterer. Mange besøgende og journalister anså slummen for at være et eksotisk, fremmed land, man kunne gå på opdagelse i og blive forarget. Samtidig blev slummen en afgørende del af begyndende klassificering af det nye bysamfund som ikke tidligere var set i så stor skala som i de nye megabyer. Denne idé om slummen som et afgrænset område i byen, beskriver Jacob A. Riis også i sit værk The Battle with the Slum: “Slummen er lige så gammel som civilisationen. Civilisation indebærer et kapløb. I et kapløb er det som regel nogen, der er af den ene eller anden grund ikke kan følge med eller udstødes af deres fæller. De sakker bagud og når de er langt nok bagude mister de håb og ambition, og så giver de op. Fra det øjeblik er de overladt til deres egne evner. De er ofre og ikke herrer over deres miljø; og det er en ondskabsfuld herre. De trækker kun hinanden længere ned. Det dårlige miljø bliver den næste generations arv.”
Forestillingen om et klart skel mellem slum og ikke-slum bliver en måde at navigere i den nye by på. Mange anså megabyen for at være det nyeste skud på civilisationens stamme. Men fortællinger fra storbyen var også historien om dens modsætning - slummen. Og lejekasernen var for Jacob A. Riis lig med slummen.
Jacob A. Riis - Ren Kjærlighed kan jo aldrig dø, Gyldendal.
Jacob A. Riis, The Battle with the Slum, 1902 ↗
Jacob A. Riis, A Ten Years War, 1902 ↗
Jacob A. Riis, How the Other Half Lives, 1890 ↗
Jacob A. Riis: Out of Mulberry Street, 1898 ↗
Jacob A. Riis: The Making of an American, 1903 ↗
Ward, David (1976): 'The Victorian Slum: An Enduring Myth?', Annals of the Association of American Geographers, Vol. 66, No. 2, s. 323-336
Ward, David (1978): 'The early Victorian city in England and America: on the parallel development of an urban image', i James R. Gibson (ed.), European Settlement and Development in North America, s. 182.
Crook, Tom: ‘Schools for the moral training of the people’: Public Baths, Liberalism and the Promotion of Cleanliness in Victorian Britain’, European Review of History: Revue européenne d'histoire, 13:1, s. 21-47.
Bonnie Ychelson og Daniel Czitrom: Rediscovering Jacob A. Riis (2007)
David Ward: The Progressives and the Urban Question: British and American Responses to the Inner City Slums 1880-1920 (1984)
Michel Foucault (2001): 'Socialmedicinens fødsel', Distinktion, No. 3, 2001, s. 11-24.
Dag Petersson: Jacob A. Riis’ fotografier
↖ Forside
Næste afsnit →
