Dansk-amerikaneren Jacob A. Riis ankom med dampskibet til Castle Garden i 1870. Over en halvtreds år lang periode havde modtaget over 8 millioner mennesker ligesom ham selv. Med 40 dollars i lommen, foræret af hans naboer i Ribe, kun lige stået af båden, der havde fragtet ham fra det gamle kontinent - en smuk forårsmorgen - kiggede den 21-årige Jacob A. Riis udover byen og beskrev et syn, der på samme måde må have betaget de mange andre immigranter, som han havde delt båd med: “... og da jeg skuede ud over de milelange lige linjer af gader, Brooklyns grønne højdedrag, og færgernes og lystfartøjernes røre i floden, steg mine forhåbninger om, at der et eller andet sted i denne summende bikube, ville være en plads til mig.”
Men under byens håbefulde overflade gemte sig også noget andet. Jacobs slum er historien om Jacob A. Riis er historien om en lærersøn fra købstaden Ribe, der rejste til USA og blev voksen sammen med den amerikanske by - og byens onde tvilling, der var blevet døbt “slummen”. Det var den slum han senere skulle fotografere og dokumentere med ét brændende ønske: at rydde slummen fra jordens overflade.
I dette afsnit driver vi med strømmen af litteraturen, journalistik og rapporter, der afdækkede slumområderne. Den litteratur, som Jacob A. Riis selv bidrog til. Vi bevæger os dybere ind i lejekasernen, ind i gaderne og gyderne. Vi vil nærmere os det spørgsmål, der naturligt meldte sig med slummens tilsynekomst: Hvem boede i slummen?
Ligesom Jacob A. Riis selv, var beboerne i New York City kommet fra landområderne til de store industribyer eller ankommet med båd til USAs håbefulde kyster. Indtil nu havde de fleste levet en usynlig tilværelse for den mere velstillede klasse. Og i takt med, at storbyens sande ånd kom til syne, begyndte visse ængstelser og bekymringer også at opstå i storbyen - især hos de mere velstillede klasser. En af dem var frygten for epidemier med udspring i de dele af byen, hvor de arbejdende klasser, de fattige og vagabonderne havde deres daglige gang.
En anden kilde til de velstillede klassers frygt og bekymring om slumkvartererne var volden - og frygten for, at volden blev organiseret som man havde set det i Frankrig under Den Franske Revolution i slutningen af det 18. århundrede.
Vi starter på hjørnet ved Fifth Avenue og Fourteenth Street. Forestil dig en fattig, sulten og pjaltet klædt mand, der står og betragter hestevognene, der kører forbi med rigdommene fra de dyre butikker i de velhavende kvarterer. Den dansk-amerikanske slumjournalist og fotograf Jacob A. Riis beskrev manden og forestillede sig, at denne mand kun havde en tanke i hovedet: “Denne ene tanke var i hans hoved: ‘De, sammen med deres velnærede hold, har ingen bekymringer for morgendagen; de kender kun sulten ved dens navn, og rider ned for at spendere på en time, hvad der ville række et år for mig og mine små’. Han så billedet af de små, der skreg efter brød rundt om den kolde og glædesløse arne - og så sprang han ind i skaren og begyndte at skære til højre og venstre med en kniv med en blind lyst til at slå ihjel, at hævne sig. Manden blev selvfølgelig anholdt og låst inde. I dag er han sikkert i galehuset, glemt. Og vognene kører stadig til og fra de store forretninger med deres skare af muntre handlende. Verden glemmer alt for let, hvad den ikke kan lide at huske.”
I dette afsnit driver vi med strømmen af litteraturen, journalistik og rapporter, der afdækkede slumområderne. Den litteratur, som Jacob A. Riis selv bidrog til. Vi bevæger os dybere ind i lejekasernen, ind i de trange, mørke gader og gyder. Vi vil nærmere os det spørgsmål, der naturligt meldte sig med slummens tilsynekomst: Hvem boede i slummen? Ligesom Jacob A. Riis selv, var beboerne i New York City kommet fra landområderne til de store industribyer eller ankommet med båd til USAs håbefulde kyster. Indtil nu havde de fleste levet en usynlig tilværelse for den mere velstillede klasse. Det gjaldt også manden med kniven, der nu med stor sandsynlighed var glemt. Og i takt med, at storbyens sande ånd kom til syne, begyndte visse ængstelser og bekymringer også at opstå i storbyen - især hos de mere velstillede klasser. En af dem var frygten for epidemier med udspring i de dele af byen, hvor de arbejdende klasser, de fattige og vagabonderne havde deres daglige gang. Under et foredrag beskrev Jacob A. Riis gaden Gotham Court, der var en af epidemiernes kilder: “Da koleraen kom for nogle år side, var dødstallet ikke over seksten eller sytten ud af tusind i de ‘rene’ distrikter i centrum, men i denne gade var det ethundrede og femoghalvtreds ud af tusind. Dét er, hvad sådan et sted står for i tider med epidemier.”
En anden kilde til de velstillede klassers frygt og bekymring om slumkvartererne var volden - og frygten for, at volden blev organiseret som man havde set det i Frankrig under Den Franske Revolution i slutningen af det 18. århundrede. Manden med kniven og andre voldelige begivenheder vækkede, ifølge Jacob A. Riis, offentlighedens opmærksomhed. Men kun et øjeblik og så drev de ude af syne igen - og de mere velstillede klasser kørte stadig op og ned af gaderne i deres hestevogne. Og netop de fattiges usynlighed hos de mere velstillede klasser er et gennemgående tema i Jacob A. Riis forfatterskab. Jacob A. Riis forfatterskab kredser om storbyens anonymitet og fortæller historierne om de folk, som ankom til byen for så at forsvinde igen. I en artikel fra 1883 med titlen “Mennesker der forsvinder” skrev Jacob A. Riis spørgende: “Vender de nogensinde tilbage? Eller dukker de nogensinde op på overfladen igen, når de først er blevet suget ned i metropollivets vilde malstrøm, hvor kun summen og ikke det enkelte individ tæller?”
Massernes råb løb altså, ifølge Riis, kun et kort øjeblik koldt ned af ryggen på de velstående klasser - og så var det glemt igen. Men i løbet af 1800-tallet kunne den slags problemer ikke længere overses eller glemmes. Med andre ord: massernes råb kunne ikke længere druknes. Jacob A. Riis beskrev i How the Other Half Lives den begyndende opvågnen hos de bedre stillede klasser i midten af 1800-tallet, efter borgerkrigens afslutning. Frygten for vold og epidemier førte til, at der blev taget tiltag for at forbedre vilkårene i de fattigste dele af byen. Dette var en del af en større, historisk ændring i forholdet mellem rige og fattige i byen i det 19. århundrede. Vi træder derfor - et kort øjeblik - et par skridt tilbage fra fortællingen om Jacobs slum og følger dette historiske sidespor. Byens klassemodsætninger og sociale konflikter - eller med andre ord: byens interne dynamik - havde ændret sig drastisk i løbet af 1800-tallet. Den franske historiker Michel Foucault fortæller, hvordan der fandt en forskydning sted i den måde man opfattede de fattige på i Europa i det 19. århundrede. Hvor de fattige tidligere havde fungeret som en del af det urbane samfund, hvor de varetog nogle forskellige samfundsopgaver: “de bragte post ud, indsamlede affald og fjernede gamle møbler, brugt tøj og gamle klude, som de derefter redistribuerede eller solgte”, så skete der i det 19. århundrede en holdningsændring i forhold til de fattige. Med Den Franske Revolution og sociale spændinger i England blev ”den nødlidende befolkning” aktualiseret som en politisk kraft. Samtidig havde nye praksisser gjort de fattiges samfundsmæssige arbejde overflødigt, og så havde koleraepidemien fra 1832 fremkaldt en række både politiske og sundhedsmæssige ængstelser. Måden man opfattede de fattige på ændrede sig altså: fra at være en aktiv del af det urbane liv, blev de nu opfattet som en politisk og sundhedsmæssig fare, der truede byens befolkning. Disse ængstelser og den nagende samvittighed ledte i løbet af 1800-tallet til en række politiske indsatser i byen i Europa. Det samme gjorde sig gældende i New York.
Man begyndte derfor at begive sig længere ind i slummen med et ønske om at vide, hvem der boede i New Yorks slumkvarterer. Ja, og måske kaste en redningsring ind i slummens malstrøm. Eller inddæmme den politiske og sundshedsfarlige strøm, der havde sit udspring her. Nu begyndte slummens beboere at komme op til syne på samfundets overflade - i dets aviser og blade, igennem videnskabsfolks, filantropers, journalisters, politikeres og bekymrede borgeres rapporter og beskrivelser fra slummen. Jacob A. Riis opsummerer denne proces: “Der kom et tidspunkt, hvor ubehagen og overbefolkningen hos de nedre dele. Og opstandene blev så voldelige, at det ikke længere var let at ignorere. Og så begyndte den øvre del at undersøge, hvad der var galt. Viden om emnet har siden ophobet sig hastigt, og hele verden har hænderne fulde med at sone for sin gamle ignorance.”
Det var den stadigt voksende mængde af information, som Jacob A. Riis med sine fotografier, foredrag og bøger selv bidrog til. Otte år efter udgivelsen af gennembrudsværket How the Other Half Lives, udgav Jacob A. Riis i 1898 en række menneskelige og indlevende fortællinger med titlen “Out of Mulberry Street”. Værket bygger på Riis mange-årige arbejde som journalist og politireporter i Mulberry Street - og især den del af gaden, hvor Mulberry Street bøjede som en albue, kaldet The Bend; den gade, han kaldte slummens “fæle kerne” hvor gadens dovne og beskidte bæster, holdte til, som han selv kaldte dem: “Rundt om ‘the Bend’ hober størsteparten af de lejekaserner, som er blevet stemplet som helt og aldeles dårlige, sig op. Selv af de mest optimistiske i Health Department. Uophørlige razziaer kan ikke holde den hob nede, der gør dem til deres hjem. I de snesevis af baggyder, staldgange og skjulte sideveje, som kun udlejerne kan finde rundt i, deler de den smule ly, som dissse faldefærdige bygninger tillader. Sammen med enhver form for udskud, samlet fra byens lossepladser og skidttønde. Her lusker de beskidte bæster rundt i mørket i uhæderlig lediggang. ‘The Bend’ er hjem for både vagabonden og klunseren.”
Jacob A. Riis blev spurgt om, på hvilken erfaringer, han baserede sit værk How the Other Half Lives på. Han svarede i indledningen til Out of Mulberry Street: ‘Disse fortællinger havde svaret,’ som Jacob A. Riis skrev, der var baseret på mere end tyve års daglige gang i slummens kerne. Her beskriver Jacob A. Riis slummen som en malstrøm, der trak alt ned, der kom i berøring med den. Slummens beboere forsvandt uden lyd og kun en gang imellem skyllede de op på politistationen eller i politiets retssale: “... hver gang mere fortabt, men ikke mere håbløse, indtil de til sidst forsvinder og aldrig høres fra igen.”
Alle Jacob A. Riis’ fortællinger var fra denne malstrøm og fortællingerne var - tænker jeg mens jeg læser mig igennem de tredive historier fra slummen - et forsøg på at redde folk fra strømmen ved at fortælle deres historie. Eller i hvert fald sørge for, at de ikke bare forsvandt uden, at nogen havde vidnet om deres eksistens, inden de drev ud af syne. To historier, som Jacob A. Riis beskrev som typiske for malstrømmen, var historierne om Yjette Lubinsky og så den lille, danske dreng, Frands, der en dag stod udenfor Jacob A. Riis’ kontor og ikke talte dansk. Først historien om Yjette Lubinsky. Den tre-årige Yjette var gået fra et af lejekasernes hjørner, hvor hendes fars stand stod, for derefter at forsvinde uden spor. Yjettes bekymrede forældre slog lejr på politistationens trappetrin og ventede tålmodigt uden at forvente, at byen gav dem nogle svar på, hvor den lille Yjette kunne være. Jacob A. Riis så Lubinsky-familien fra den anden side af gaden, fra sit kontor overfor politistationen på 300 Mulberry Street. Og han bestemte sig for at hjælpe dem. Det tog to år. Efter to års eftersøgning fandt de frem til den lille Yjette, der var blevet fundet og ført til et hjem, og ude af stand til at sige sit navn og adresse, var strandet der. I løbet af de to år havde Jacob A. Riis besøgt familiens hjem i lejekasernen flere gange - og netop det faktum, at de havde formået at skabe sig et hjem i lejekasernens værelse udgjorde et spinkelt håb om, at slummen kunne overvindes: “Gangen var kulsort, og hele bygningen lugtede af slummen; men i det lille, indelukkede rum, hvor hosekræmmeren boede, var der trods alt en hjemlig atmosfære, der skilte sig markant ud fra det resterende.” Efter flere besøg hos familien Lubinsky ankom Jacob A. Riis en aften til deres Sabbath-middag, hvor familien sad samlet om bordet: “Jeg så ham vende sig med en skælvende læbe mod et tomt sæde mellem ham og moderen; og det var der, at jeg bemærkede barnets tomme stol, der ventede for evigt på den lille vandrer. Jeg forstod, at man kunne forstå dette mærkelige folks historie i den hjemlige kærlighed, der stadig brændte med utrættelige tro i den mørke lejekaserne efter mange måneders trættende nederlag, der hver dag og i et ethvert land overvinder slummen med et håb om et hjem.”
Denne evne til at skabe et hjem i slummen var utrolig vigtig for Jacob A. Riis. Her lå et håb for Jacob A. Riis, om at slummen kunne overvindes ved at skabe hjem. Og det er noget, vi nærmer os meget mere i næste og fjerde afsnit af Jacobs Slum.
Nu til den anden fortælling fra malstrømmen. Denne fortælling handler om den danske dreng, Frands, der pludselig stod foran Jacob A. Riis kontordør: en ung dreng med firkantede skuldre, tunge skindstøvler, der kiggede lige frem med sine “sløve, ærlige øjne”. Frands havde drevet rundt i byens gader og var blevet sendt på et logihjem, efter at være blevet fundet. Efter noget tid her, var han blevet præsenteret for et verdenskort, hvor han havde peget på Danmark. Han var altså fra Danmark og nu stod han her foran danskeren Jacob A. Riis’ dør, sendt videre fra logihjemmet med en forhåbning om, at de sammen kunne finde Frands’ hemmeligheder. Men Frands kunne ikke at forstå dansk, og kun langsomt fik Jacob A. Riis fravristet de mest elementære oplysninger fra Frands. Hans far arbejdede på en gård, og Frands var taget til New Jersey på jagt efter en fætter, som han da også havde fundet - og så mistet igen. Han var drevet til New York, hvor han altså var blevet fundet, ført til logihjemmet og nu stod han så i Jacob A. Riis’ kontor. Det var en langvarig og trættende proces med at grave Frands’ historie frem. Det blev aften. På et tidspunkt indtraf et næsten drømmende øjeblik, da Jacob A. Riis spurgte Frands om navnet på hans fødeby. Og det har måske ikke så meget med slummen at gøre, men udgør et sjældent opløftende og poetisk øjeblik i Jacob A. Riis’ ellers noget dunkle forfatterskab: “Det ord, som han sagde, ramte med som et hårdt og uventet slag. Jeg havde leget i den landsby som barn; hele min barndom var sammenknudret med minderne om den. I mange år havde jeg ikke hørt dens navn - ikke siden mine barndoms dage havde jeg hørt det sagt på den måde, som han sagde det. Måske var det fordi, at jeg var træt, men kontoret, skrivebordet, politistationen på den anden side af gaden, drengen, betjenten, forretningen, det hele forsvandt. I deres sted var den brune hede, som jeg elskede sådan, de fjerne bakker, det snoede vognspor, tørvestakkene og de ensomme får, der så på trillebørene. Glemt imellem de sidste tredive år, havene der vuggede, den vrimlende by! Jeg var hjemme igen - et barn. Og der stod han, drengen, og åbenbarede det hele med sit sløve, fraværende blik. Nu stod det hele klart for mig. 'Hua er et no? Ka do ett fosto hua asejer?’ røg det ud af mig i en tyk jysk dialekt, som jeg hverken havde hørt eller talt i en halv menneskealder. Det overraskede mig i en sådan grad, at jeg næsten faldt ned af min stol. Fårene, tørvestakkene, varderne og bakkerne forsvandt med ét og i søde hedes sted var bordet med de kedelige papirer. Jeg rækkede længselsfuldt ud efter heden; jeg havde ikke set den så længe - hvor længe var det ikke siden? - men i det samme øjeblik var det hele der igen i et smil, der lyste Frands’ ansigt op som en solstråle fra en grå himmel. "Joesses, jou," grinte han, "no ka a da saa grou godt."
Dette var de første danske ord, Frands havde hørt, siden han var ankommet til denne nye og fremmede verden. Og han fortalte hastigt og ivrigt om sin rejse og den danske hede, som han savnede. Frands blev sendt til et hjem i Florida - og historien endte på den måde lykkeligere end mange andres. Men som Jacob A. Riis konkluderede i slutningen af disse fortællinger fra Mulberry Street: “... malstrømmen trækker sine ofre ned; og langt væk ligger min danske hede under den grå oktoberhimmel, gemt bag havet.”
Sådan slutter Jacob A. Riis’ fortælling om de to børn, som han fandt, drivende i i storbyens og slummens strøm. Det var bare to af de fortællinger, som han fortalte i Out of Mulberry Street; de slutter i et kort øjebliks drømmende afsavn til den danske hede. Men nu skal vi tilbage til slummen. Men denne gang skal vi over på den anden side af Atlanten. Nærmere bestemt den østlige del af 1800-tallets London, hvor beskrivelsen af slummens beboere også var begyndt.
Jacob A. Riis var - som allerede antydet - ikke den eneste, der begyndte at beskrive slummens beboere og de forhold, som de boede i. Også i England begyndte slummen at blive genstand for undersøgelser. Et tidligt felt af socialvidenskabsmænd og -kvinder i England i 1800-tallet begyndte at gå ind i slummen og rapportere tilbage fra dets gader og gyder. Men det var ikke et videnskabeligt felt, som vi forstår det i dag. Tværtimod bestod det af mange forskellige aktører: private individer, bestemte professioner, primært medicinere,, medlemmer af frivillige socialvelfærdsorganisationer og et par enkelte akademikere. En af dem var den engelske socialeresearcher og socialreformator Charles Booth, der er kendt som en af den moderne sociologividenskabs fædre. I den første serie af hans enorme værk Life and Labour of the London Poor fra 1889 om fattigdom i London udarbejdede Charles Booth en optegnelse over “Østlondon”. Da det var på baggrund af tal fra School Boards besøg hos skolebørns familier, dækkede beskrivelserne dog kun familier med skolebørn. Og i modsætning til Jacob A. Riis’ rørende fortællinger om malstrømmens Yjette Lubinsky og den lille danske dreng, Frands, så havde Charles Booth en lidt anden tilgang til slummens beboere.
En mere videnskabelig - i nutidens forstand - tilgang er kendetegnende for Charles Booths afdækning af slummen, der blev til enorme kort over Londons gader og byens forskellige klasser af beboere. Et af de første eksempler er “St. Hubbert Street”, et opfundet navn på en rigtig gade i den østlige del af London, som Booth havde givet klassen “A” og malet sort på sit detaljerede kort over Londons gader. Klassen “A” - og dermed farven sort dækkede over - og her bruger jeg Charles Booths egne ord de “onde” og “semi-kriminelle”. Den “laveste” af otte klassificeringer. Ikke ligefrem en videnskabelig klassificering, der ville finde vej ind i videnskaben i dag. Der fandtes syv andre klasser, der har en mere klinisk - og altså mere nutidig videnskabelig klang - fra de “meget fattige” og “fattige” til de “blandede” og “komfortable klasser”. Og til sidst “middelklassen” og den “øvre middelklasse”. I Booths gennemgang af Øst-Londons gader opremses mandens beskæftigelse, antal værelser, antal skolebørn og til sidst deres klasse.
I visse tilfælde er denne kassede opremsning udvidet med en lille note i en parentes, hvor undersøgelsen får - måske ikke mere poetisk - men i hvert fald fortællende form. Lad os tage et par eksempler: en stolemager i Hubbert Street, der boede i en to-værelses lejlighed med 1 barn i skole og 2-3 børn over skolealderen. I parentesen står der, hvordan han har et loft, hvor konen, konens mor, der boede sammen med dem, og de ældste børn sammen lavede fiskekurve ud af gamle sukkersække. Booth beskriver dem som “Beskidte og “lavere”, men “ikke så fattige”. De fik klassen “B” af Booth. I en anden løsarbejders tilfælde boede familien i et værelse med fire skolebørn og et enkelt barn, der netop havde færdiggjort skolen. I parentesnoten står der: “En forfærdelig fattig, lav og elendig samling - børnene er næsten nøgne - manden arbejder også i militaen”. De fik klassen “A” af Booth. Og i en helt tredje gadehandlers tilfælde, står der i parentesnoten: “Alle kryblinge - konens mor er også krybling, bor her - en forfærdelig samling - yngre børn er som visnede, gamle mænd”. De fik også klassen “A” af Booth.
Jacob A. Riis beskrivelse af slummens beboere i How the Other Half Lives og Out of Mulberry Street skulle hjælpe samfundet med at træde ud af dets selvforskyldte ignorance; en ignorance, som holdte politikere fra at indføre de nødvendige reformer for at afhjælpe problemet med slummen.
Jacob A. Riis - Ren Kjærlighed kan jo aldrig dø, Gyldendal.
Jacob A. Riis, The Battle with the Slum, 1902 ↗
Jacob A. Riis, A Ten Years War, 1902 ↗
Jacob A. Riis, How the Other Half Lives, 1890 ↗
Jacob A. Riis: Out of Mulberry Street, 1898 ↗
Jacob A. Riis: The Making of an American, 1903 ↗
Ward, David (1976): 'The Victorian Slum: An Enduring Myth?', Annals of the Association of American Geographers, Vol. 66, No. 2, s. 323-336
Ward, David (1978): 'The early Victorian city in England and America: on the parallel development of an urban image', i James R. Gibson (ed.), European Settlement and Development in North America, s. 182.
Crook, Tom: ‘Schools for the moral training of the people’: Public Baths, Liberalism and the Promotion of Cleanliness in Victorian Britain’, European Review of History: Revue européenne d'histoire, 13:1, s. 21-47.
Bonnie Ychelson og Daniel Czitrom: Rediscovering Jacob A. Riis (2007)
David Ward: The Progressives and the Urban Question: British and American Responses to the Inner City Slums 1880-1920 (1984)
Michel Foucault (2001): 'Socialmedicinens fødsel', Distinktion, No. 3, 2001, s. 11-24.
Dag Petersson: Jacob A. Riis’ fotografier
↖ Forside
Næste afsnit →
