Dansk-amerikaneren Jacob A. Riis ankom med dampskibet til Castle Garden i 1870. Over en halvtreds år lang periode havde modtaget over 8 millioner mennesker ligesom ham selv. Med 40 dollars i lommen, foræret af hans naboer i Ribe, kun lige stået af båden, der havde fragtet ham fra det gamle kontinent - en smuk forårsmorgen - kiggede den 21-årige Jacob A. Riis udover byen og beskrev et syn, der på samme måde må have betaget de mange andre immigranter, som han havde delt båd med: “... og da jeg skuede ud over de milelange lige linjer af gader, Brooklyns grønne højdedrag, og færgernes og lystfartøjernes røre i floden, steg mine forhåbninger om, at der et eller andet sted i denne summende bikube, ville være en plads til mig.”
Men under byens håbefulde overflade gemte sig også noget andet. Jacobs slum er historien om Jacob A. Riis er historien om en lærersøn fra købstaden Ribe, der rejste til USA og blev voksen sammen med den amerikanske by - og byens onde tvilling, der var blevet døbt “slummen”. Det var den slum han senere skulle fotografere og dokumentere med ét brændende ønske: at rydde slummen fra jordens overflade.
Den store storby var stadig et nyt fænomen i 1800-tallet, og i perioden, hvor Jacob A. Riis begav sig ind i storbys slumme, havde man ikke endnu ikke en klar idé om, hvad en storby overhovedet var. Kortlægningen af den konkrete storby og dens slumme var båret af metaforer, der var med til forme synet på, hvad storbyen overhovedet var. Idéer om mørke, fugtige slumme fyldt med dårlige mennesker og lyse og rene middelklassehjem med gode borgere var normale måder at beskrive og forstå storbyen på.
Det blev normalt at forbinde de fugtige, mørke rum og den tunge luft med fattigdom og moralsk dårligdom i New York. Det er også nogle af de bærende metaforer i Jacob A. Riis’ beskrivelser af slummen. I kortlægningen af storbyens slum blev spørgsmålet “Hvordan så slummen ud?” derfor også en undersøgelse af, hvordan disse omgivelser var med til at forme de mennesker, som boede og levede i dem.
“Chicago er en væmmelig By; skiden over al Beskrivelse; man ælter sig igjennem Gaderne i en Slags Mud, der er så sejgt og sammenhængende, at det giver en Lyd, som en proptrækker naar man drager Foden til sig.”
Jacob A. Riis var en ung mand på 23 år, da han ankom til Chicago. Det var i 1873, og Jacob beskrev mudderoplevelsen, så man kan fornemme, hvordan der har været.
Det var med et knust hjerte i brystlommen over sin tabte kærlighed til Elisabeth og en stor eventyrlyst, at den unge dansker ankom til metropolen New York, ligesom millioner af andre europæiske migranter gjorde i de år. Senere vendte Jacob A. Riis tilbage til New York, bosatte sig og gjorde karriere. Men i sine tidlige år i USA drog han på rejse. Han rejste rundt i landet og tog jobs, først som løsarbejder, senere som strygejernssælger. Jacob A. Riis har beskrevet de tidlige rejseår i dagbogsnoter, der både optegner rejseomkostninger og i mere poetiske øjeblikke beskrev, hvad Jacob kaldte sine “urolige” aftener fyldt med “uro og længsel”. Han beskrev også, hvordan denne podcastseries anden hovedperson - byerne - så ud. Jacob beskrev de amerikanske byer, han gjorde holdt i på sin rejse. En af dem var Chicago med de mudrede gader, som Jacob nåede frem til i 1873. Beskrivelsen fra Chicago var af den meget bogstavelige jord. Mudderet som man i dele af de nye byer “væltede” rundt i. Og dermed også en beskrivelse af den beskidt virkelighed i de amerikanske byer, som stod i skarp kontrast til de byer, som de første generationer af amerikanske immigranter havde forestillet sig, før de rejste til USA. Jacob A. Riis beskriver migranternes fantastiske forestillinger om de guldbelagte amerikanske gader i en tekst fra 1892: “Den pjaltede Avenue B-dreng, hvis far på hans alder og i sin del af Fædrelandet, kun lige havde hørt om Amerika som et sted, hvor gaderne var belagt med guldbarrer og ristede duer fløj direkte ind i mundene, der stod på vid gab af bare forundring.”
Men samtidig var jorden, mudderet, skidtet og skraldet også en metafor, som samtidens intellektuelle, politikere og filantroper brugte til at forstå og beskrive slummens fattigdom og moralske dårligdom. Det blev normalt at forbinde de fugtige, mørke rum og den tunge luft med fattigdom og moralsk dårligdom i New York. Ja, det er faktisk nogle af de bærende metaforer i Jacob A. Riis’ beskrivelser af slummen, som man støder på igen og igen, igennem de mange bøger og artikler, han skrev om slummen. I kortlægningen af storbyens slum blev spørgsmålet “Hvordan så slummen ud?” derfor også en undersøgelse af, hvordan disse omgivelser var med til at forme de mennesker, som boede i dem. Med det mener jeg, at omgivelserne blev set som afgørende for at forstå, hvordan folk blev fastholdt i slummens ikke bare mudrede, men også amoralske kviksandsgreb. Man kan også sige det sådan her: hvordan slummens vilkår var med til at gøde jorden for kriminalitet og alkoholisme. Her er det nødvendigt at træde et par skridt tilbage fra det hele et kort øjeblik: den store storby, metropolen, var stadig et nyt fænomen, og i perioden, hvor Jacob A. Riis begav sig ind i storbys slumme, havde man ikke endnu ikke en klar idé om, hvad en storby overhovedet var. Kortlægningen af den konkrete storby og dens slumme var båret af denne slags metaforer, der var med til forme synet på, hvad storbyen overhovedet var. Idéer om mørke, fugtige slumme fyldt med dårlige mennesker og lyse og rene middelklassehjem med gode borgere var normale måder at beskrive og forstå storbyen på. Lad os tage et eksempel på, hvordan Jacob A. Riis beskriver en af disse lejligheder: et af Jacob A. Riis’ fotografier fra en lille lejlighed i Hell’s Kitchen, hvor gangsteren Mike McGloin, der var blevet dømt for mord - og senere hængt. I et af Jacob A. Riis’ lysbilledeshows siger han følgende om slummens ufrugtbare jord: “Det her er den lejlighed i Hell’s Kitchen, hvor McGloin, der var en af de mordere, der blev hængt, kom fra. Man forventer ikke, at der skal vokse en rose op af en sump, og man kunne næppe forvente andet, end at sådan en gangster ville vokse op sådan et sted.”
Jacob siger altså, at det er slummens sump, som har gjort McGloin til morder. Pointen var, at lejekasernes tunge luft og mørke værelser var grobund for dårlig karakter og moral. Og kun en gangster kunne spire og vokse i lejekasernens værelser - ikke gode borgere. McGloin parkerer vi lige for en stund. Men glem ham ikke. For vi vender tilbage til gangsteren McGloin, som blev hængt for mord. For nu skal vi have en helt tredje Jacob på banen. Og her begynder fortællingen om den mordmistænkte, femten-årige Jacob Beresheim. Den femtenårige knægt sad fængslet og ventede på sin dom, da Jacob A. Riis mødte ham. Jeg er stødt på fortællingen om Jacob Beresheim to gange i Jacob A. Riis’ forfatterskab. Både i Ten Year’s War fra år 1900 og igen to år senere i bogen, der hedder Battle with the Slum. Begge gange understreger han, hvordan Jacob Beresheims kolde og angstfyldte greb stadig løb koldt ned af hans ryg. Mange år efter det var fundet sted. Jacob Beresheim greb fat om Jacob A. Riis’ arm med følgende spørgsmål: “‘Giver de mig stolen?’ Forsikringen om, at drenge ikke blev henrettet beroligede ham kun et kort øjeblik. Og så overrumplede rædslen og frygten ham igen. Jo mindre vi fortæller om hans forbrydelse, så meget desto bedre. Det var højdepunktet på en lang karriere af fordærv, der afveg fra andre i kraft af de få muligheder, som det miljø, der havde ledt frem til den og som havde været med til at forme den, havde givet ham.”
Fortællingen om Jacob Beresheim er ikke bare fortællingen om en enkelt femtenårig, der var kommet i uføre. Det er fortællingen om fødslen af bander i New Yorks fødsel - og dermed fortællingen om hele den klasse af fattige, som boede i New Yorks slumområder. Sådan fortæller Jacob A. Riis historien om den femtenårige Jacob Beresheim og den brutale konsekvens af at vokse op i slumkvarterernes beskidte gader: “Han blev født i den del af lejekasernen, hvor The Tenement House Committee havde fundet 324.000 mennesker, der levede ude af syne og rækkevidde af nogen som helst form for grønt område. Nogle gange fyldte bygningerne op til treoghalvfems procent af pladsen i blokken. Det var et sådant sted, han havde hjemme. og han stod til at arve det hele. Sollyset så de aldrig. Det nåede aldrig ned til dem. Mørke og modløshed gjorde til gengæld. Og skidtet. Senere da han måtte ty til skidtet som sit eneste selvfølgelig våben i sine kampe mod samfundet, blev der sagt om ham, at skidtet var hans eneste ven. Og det var sandt. Meget tidligt overlod lejekasernen ham til gaden. Det eneste, som han tog med hjemmefra var en hang til hoben. Det betød, at lejekasernen havde smittet ham med alle sine værste træk. Den havde kvalt det i ham, der opbygger karakter. Derfor faldt gaden og dens skikke ham naturligt. Karakter indebærer dybde, en muld og vækst. Gaden er kun overflade. Intet vokser her. Den skjuler kun en kloak.”
Lys, luft og renlighed var tre ting, som ikke fandtes i lejekasernes værelser. Og hvis en rose ikke kunne vokse i en sump, så var der heller ikke noget menneske, der kunne gro sig en ordentlig karakter i gadens hårde miljø. Historierne om den femtenårige Jacob Beresheim og den morddømte Mike McGloin var bare to eksempler på lejekasernens dårlige indflydelse. Men de var for Jacob A. Riis to klare eksempler på, hvordan “gadens ånd” var med til at korrumpere dens beboere. Denne idé om, at slummens fysiske rammer var med til at holde dens beboere i et kviksandsgreb var Jacob A. Riis ikke den eneste om at have. En ny gruppe reform-orienterede begyndte nemlig at præsentere de samme ideer. De var “de progressive” og ville løse de sociale problemer ved at gøre op med slummen. Som historikeren David Ward skriver, så forstod de slummen - og dermed i høj grad lejekasernen - som et område med miljøproblemer, social isolation og afvigende adfærd. Mange af dem forstod slummen som en uløselig knude af problemer, der kun kunne løses med mere ambitiøse former for statslige indgreb og reformer, end man indtil nu havde set. Samme idéer havde amerikaneren Felix Adler. Felix Adler var, ligesom Jacob A. Riis, optaget af lejekasernen som et problem for den amerikanske by. I 1884 holdte en han foredragsrække med titlen - ‘Lejekasernespørgsmålet’. Og så var han en af de drivende kræfter i den første statsstøttede undersøgelse af forholdene i lejekasernen i tredive år. Den gik under navnet The Tenement House Commission, og den var et direkte resultat af Adlers kamp for bedre lovgivning, nye byggerier og kritik af det, han kaldte de ‘grådige kapitalister’. Og denne Felix Adler er vi nødt til at dvæle lidt ved. Både fordi han var en vigtig del af diskussionen om lejekasernen i New York, men også fordi Jacob A. Riis nævner ham igen og igen. Jacob A. Riis så selv Felix Adler som helt afgørende for hans forståelse af slummen. Dog dermed er vi tilbage i de beskidte lejligheder og værelser i lejekasernen, hvor blandt andre den senere morddømte Mike McGloin var vokset op. Adler insisterede nemlig på en grundlæggende anstændighed og menneskelighed hos lejekasernens beboere. De var hverken beskidte eller dovne af natur, som de ofte var blevet beskrevet. De var simpelthen fanget i lejekasernens værelser, som både ødelagde deres krop og sind. Felix Adler beskrev, at det ikke var usle folk, der skabte usle huse, men usle huse, der skabte usle mennesker. Den samme forståelse af lejekasernen kan vi finde hos Jacob A. Riis. “New Yorks løn-arbejdere har ikke noget andet sted at bo. De er i sandhed fattige, fordi de ikke har bedre hjem. De bliver fattigere, mens den urimeligt høje husleje, som de er bundet til som slaver til jorden, bliver ved med at stige. Det forunderlige er, at de ikke alle sammen omgående bliver korrumperede af deres omgivelser.”
Nu hvor vi er kommet godt og dybt ned i slummens håbløse mudder er det nødvendigt at dvæle ved en vigtig idé, som Jacob A. Riis igen og igen fremhævet som slummens ærkefjende - nemlig hjemmet. Hjemmet og familien var faktisk så vigtigt, at Jacob A. Riis kaldte det “civilisationens omdrejningspunkt”. I bogen The Battle with the Slum fra 1902 skrev den midaldrende Jacob A. Riis: “Hjemmet og familien er civilisationens hjørnesten. En bys storhed skal ikke måles på dens eksport og import, ikke på baggrund af dens flåde af handelsmænd, eller dens mile af asfalterede veje, ej heller dens universiteter, dens museer eller dens skoler. Men på baggrund af dens hjem.” Det var, ifølge Jacob A. Riis, en misforståelse, at ethvert hus, ofte proppet med mennesker, også var et hjem. Jacob A. Riis beskriver en bestemt tur på museet, hvor han forstod, at civilisationen ikke skulle bygges på frygt og grådighed, men med hjemmet som sit fundament.
“For mange år siden, da jeg vandrede rundt i The British Museum, faldt jeg over en en udstilling, der fangede min opmærksomhed som jeg aldrig har prøvet tidligere. Det var en enorm stenarm, der var revet af ved skulderen fra en stor stenskulptur. Med knyttet næve og hver eneste muskel spændt truende op. Hvor den kom fra eller hvad den historie var, det ved jeg ikke. Jeg spurgte ikke. Det var dens budskab, som jeg forsøgte at forstå. Jeg havde tilbragt søvnløse dage og nætter i Londons slum, hvor hadet voksede. En skadelig ukrudt, der voksede på resterne af hjemmet. Som den lå der, ordløs og truende, virkede den store knytnæve som en skygge, kastet fra vores races mørke daggry som en barsk advarsel. Men hvilken advarsel? I slummen hjemsøger det spørgsmål mig stadig. Disse stenhuggeres imperier forgik, og de regeringer, som blev født ud af ruinerne, er for længst døde og glemte. De blev født til at dø, fordi de ikke blev bygget på menneskelig glæde, men på et fundament af menneskelig frygt og grådighed. Vi byggede vores imperium på de bare sten og dets hjørnesten var hjemmet. Med slummens bitre hån af hjemmet, kan det være dens advarsel til os?”
Og nu skal vi kort tilbage til den femtenårige Jacob Beresheim, som Jacob A. Riis mødte i fænglet. Den unge Beresheim havde aldrig haft et hjem i lejekasernen. For som jeg fortalte tidligere, så var historien om Jacob Beresheim ikke bare historien om Jacob Beresheim. Jacob Beresheim fortalte Jacob A. Riis, at han nok sammenlagt havde gået højst tre uger i skole. Ikke mere end det. Skolen, der ellers skulle virke som modgift mod gadens og lejekasernens beskidte og dårlige indflydelse, var altså ikke noget, der havde spillet en rolle i Jacob Beresheims liv. Og i stedet for et hjem, parker og legepladser var der kun lejekasernen, gaden og de underjordiske, alkohol-lugtende saloner. Og det naturlige resultat af dette var livet som bandemedlem. Som Jacob A. Riis skriver, så ender den personlige fortælling om Jacob Beresheim her. Og i stedet begynder historien om banden: “Jacobs personlige historie ender her, hvor historien om banden begynder. Så dårligt trænet til at løfte sit ansvar som borger, fravøvet sit hjem og sin barndom og med enhver støtte revet væk under ham. Alle de elementer der giver styrke og karakter var fraværende i drengens opvækst, alle hans ambitioner ødelagt i slummen og forvandlet til de mest basale følelser. Sådan trådte han ind i det voksne liv. Som et barn jagtede han med flokken i gaden. Som en ung mand træner han med banden, fordi det opmuntrer hans overdrevne forfængelighed - slummens svar på selvrespekt.”
Netop problemet med byens børn. Deres manglende mulighed for at have en ordentlig hjem og barndom var et problem, som Jacob A. Riis skulle vende tilbage til flere gange. Blandt andet igen i værket Children of the Poor, der udkom to år efter How the Other Half Lives, hvor han knyttede statens og byens fremtid sammen med slummens dårlige indflydelse på dens børn: “Børnenes problemer er statens problemer. Mens vi former de arbejdende massers børn i vores by, former vi også statens skæbne, som de engang vil komme til at styre, når de overtager tøjlerne fra os. I lige så høj grad som vi negligerer eller ignorerer dem, skal vi bebrejdes for den dårlige regering, der vil komme i fremtiden.”
Lad os gå et spadestik dybere ned i slummens mudder. For hvordan præcist formede slummen børnene, som voksede op her? Vi tager nu med Jacob A. Riis ind i den jødiske del af New York. Nærmere bestemt den nederste del af Ludlow Street. Det er vinter og vi træder ind i en af lejekasernenblokkene, hvor næsten trehundrede udlejere bor. Femogfyrre af dem er under fem år. Småbørn med andre ord. I kælderen, hvor der ofte står vand til anklerne, støder vi på tre hjemløse: “Selv den svageste dagslys fandt aldrig herned, hvor lugerne omhyggeligt var blevet dækket med klude og måtter, mens skybruddets floder til gengæld ofte fandt vej. Nogle gange steg vandet til en fods højde og tørrede aldrig rigtig - end ikke i sæsonens tørreste perioder. Det var et forfærdeligt sted. I skæret fra min stearinlys lignede de tre mænd, med deres ukæmmede skæg og hår og deres blege ansigter, mere hæslige spøgelser end levende mænd. Alligevel havde de, ifølge dem selv og husholdersken, sovet der tre år sammen med og ovenpå det rådnende frugt og alle mulige vragrester fra lejekasernen.”
På etagerne over var forholdene de samme med små variationer over samme tema. Konklusionen var ret klar for Jacob A. Riis: sådanne forhold - lige meget hvilke helbredsmæssige konsekvenser det havde - kunne ikke andet end at korrumpere børnenes moral. Og nu er vi sådan set tilbage ved bandemedlemmet Mike McGloin, der blev hængt for mord - og hvis lejekasernelejlighed, vi besøgte tidligere. Ligesom tilfældet var det med Jacob Beresheim, så er den anden Jacob - Jacob A. Riis - meget lidt dømmende i sit møde med morderen Mike McGloin, der i sine sidste stunder kom til en vigtig erkendelse: Ja, Mike McGloin kunne måske have været en helt, hvis han havde haft bedre vilkår end lejekasernen og salonerne, mente Jacob A. Riis: “Mike var hård, men med bedre muligheder havde han måske været en helt. Tanken strejfede ham også selv, da det hele var ovre og enden var nær. Han udtrykte det hele i et sobert, tilbageskuende suk - uden fejt at forsøge at fralægge sig det ansvar, som han havde gjort sig fortjent til: ‘Jeg fik aldrig en barndom’”
Det store spørgsmål blev: Hvis slummen korrumperede de mennesker, som boede her, hvordan skulle man så kunne nå børnene og give dem en opdragelse og muligheden for en barndom? En af måderne var at kopiere bandens strategi - for som Jacob A. Riis skrev, så var banden bare en ungdomsklub, der var løbet løbsk. Og hverken betjentens stav eller fængslet var løsningen på den sygdom, som banden var et symptom på. I stedet skulle man lave klubber, hvor de unge kunne bruge deres energi på en god måde. I stedet for at bruge den på at stjæle og slås: “At spærre banden inde løser kun problemet kortvarigt. Men det er ligesom at behandle et symptom uden at komme ned til sygdommens rod. Der skal en forebyggende kur til. Drengen, der kaster med mudder og sten, gør oprør på sin egen måde mod den kortsynede politik, der har givet ham fængsler i stedet for en skole og en rendesten som legeplads, der gav ham erstatningslove i stedet for love og lejekasernen som hjem. Han kræver de rettigheder, som han er blevet snydt for - retten til sin barndom og adgang til værdigt arbejde, der skaber en manddom med respekt for sig selv. Banden, hvis den bliver forstået rigtigt, er vores allierede, ikke vores fjende. Som enhver kropslig lidelse, er den en ven, der fortæller os om noget, der er gået galt. Vores opgave er så at finde ud af, hvad det er, og rette op på det.”
Men klubben var ikke den eneste måde at frelse fra lejekasernens og salonernes greb. Og nu er vi faktisk tilbage ved det fotografi, som jeg begyndte hele serien med i afsnit et, fotoet af “det eneste badekar på blokken”, badekarret der hang fra en af lejekasernens mure. I et af Jacob A. Riis’ lysbilledeshow støder vi på et fotografi af et klasseværelse fyldt med børn: “Og det her vil I lægge mærke til - tag det med jer hjem! - at når de først er vaskede og velplejede og gjort præsentable, er de lige så søde og rare som både jeres børn og mine. Det er omgivelserne, der gør forskellen. Hvis I først tager jer af deres kroppe, kan I også komme i kontakt med deres sjæle.” Svaret på jordens, mudderets, skidtets og skraldets onder var blandt andet badekarrets sæbe og vand. Desværre var der ikke så mange af dem. Som Jacob A. Riis fotografi af det eneste badekar på blokken også vidner om. Men en af løsningerne på det var skoleofficerens svamp, vand og sæbe, som Jacob A. Riis dokumenterer fra Ludlow Street-skolen: “Skidtet på Ludlow Street altgennemtrængende og børnene kan ikke undslippe det. Faktisk virker det som om skidtet har en bestemt forkærlighed for dem - eller dem til skidtet. En speciel skolesygeplejersker har ansvaret for at videregive grundlæggende regler om renlighed. Hver morgen går hun en runde med sit eget alfabet: et stykke sæbe, en svamp og en kande vand, hvorefter hun udpeger dem, der har brug at blive vasket.”
Det var ikke kun i New York, at nye renlighedsidealer havde set dagens lys. Også på den anden side af Atlanten - i England - skyllede en ny skummende og boblende bølge af sæbe ind over landet, der skulle rense de stillestående, ildelugtende pøle og bunker af skidt og skrald væk; det var nemlig en række kendetegn ved de engelske industribyer, der gik igen og igen, når man læser beskrivelserne fra 1800-tallets engelske byer. Og her var badets sæbe og vand vigtige redskaber. Lad os tage et konkret eksempel: I 1852 udgav en komite med det meget, meget lange navn The Committee for Promoting the Establishment of Baths and Wash-Houses for the Labouring Classes en længere rapport. Komiteen var oprettet godt ti år tidligere, og som komiteens navn også antyder, var deres opgave at promovere bade- og vaskehuse til de arbejdende klasser. I forordet skrev komiteen selv, at deres arbejde – indtil videre – havde betydet, at 2,8 millioner bade var blevet taget og 2 millioner menneskers tøj vasket i forskellige badeanstalter og vaskehuse, der nu var opført i alle de store, engelske metropoler. Som komiteen selv skrev, var dens primære formål at promovere sundhed og renlighed ved at tilbyde badeanstalter for de arbejdende klasser. Og både vandet og sæben blev anset for at være vigtige redskaber. Ikke bare til at bade folk, men også til at forbedre arbejderklassens sociale forhold og moralske tone. Som historikeren Tom Crook skriver, så anså mange nemlig det at være beskidt som forbundet med bestemte adfærdsmønstre, der blev beskrevet som tilfældige, dvaske og eftergivende. Og ofte blev det at være beskidt og beruset forstået som sammenhængende. Badet blev altså set som en opdragelsesanstalt. Et eksempel på badets disciplinerende effekt blev formuleret af Alfred Ebsworth, en kendt fortaler for offentlige bade. I 1853 skrev han følgende: “Jeg vil erklære, at der ikke findes noget bedre til at modvirke de overfyldte boligers onder som etableringen af offentlige bade; det er et unægteligt aksiom, at de har forbedret både de sociale og moralske vilkår for de fattige, og jeg forudser en kæmpe formindskelse i opblusningen af uroligheder i takt med at antallet af badende stiger”
Mellem 1840’erne og 1914 var 343 badeanstalter blevet opført. Nogle af dem med tilhørende vaskehuse, hvilket betød at næsten alle byer med over 50.000 indbyggere havde deres egen badeanstalt. Tilbage i New York havde badets og renlighedens dyder også fundet vej frem til byens børn. I en offentlig skole på Allen Street havde man endda indført et dagligt ritual. Som Jacob A. Riis her beskriver: “Hver dag spørger læreren fra sit bord: ‘Hvad skal jeg gøre for at være sund?’ og hele skolen svarer: ‘Jeg skal holde min hud ren, tage rent tøj på, indånde frisk luft og live i sollyset.’” Men som Jacob A. Riis kommenterede umiddelbart efter, så var der noget sarkastisk over, at disse børn, der aldrig så nogen af delene i deres hverdag, nu gentog dem i kor. Og det var den gruppe af børn, som både Jacob Beresheim og Mike McGloin tilhørte. Det rene tøj, den friske luft og sollys var nok aldrig noget, de havde stiftet personligt bekendtskab med. Og så gik det som det ifølge Jacob A. Riis går - en gangster bliver født.
Men alle der boede i slummen var ikke bare fortabte i dens sump, og livet i slummen var, ifølge Jacob A. Riis i hvert fald, ikke bare stillestående. Den konstante bevægelse af mennesker og ideer var med til at holde liv i slummen - og altså også gjorde det muligt for slummens beboere at skabe hjem i lejekasernens værelser: “Det er samtidig sandt, at selvom immigrationen befolker vores slumme, så afholder det dem også fra at stagnere. Den stærke trang til at selvforbedring, der bragte folk hertil, tvinger lag efter lag af befolkningen til at gøre plads til de nye masser, der strømmer ind fra bunden. På den måde fastholdes cirkulationen, der gør mere for at uskadeliggøre slummen end nogen sundhedslovgivning. Selv det ubrugelige bundfald holdes fra at rådne ved slummens konstante røre.”
Jacob A. Riis mente selv, at disse store kræfter var med til uskadeliggøre slummen. Men måske der alligevel var farlige, politiske kræfter, som simrede og boblede i slummen.
Jacob A. Riis - Ren Kjærlighed kan jo aldrig dø, Gyldendal.
Jacob A. Riis, The Battle with the Slum, 1902 ↗
Jacob A. Riis, A Ten Years War, 1902 ↗
Jacob A. Riis, How the Other Half Lives, 1890 ↗
Jacob A. Riis: Out of Mulberry Street, 1898 ↗
Jacob A. Riis: The Making of an American, 1903 ↗
Ward, David (1976): 'The Victorian Slum: An Enduring Myth?', Annals of the Association of American Geographers, Vol. 66, No. 2, s. 323-336
Ward, David (1978): 'The early Victorian city in England and America: on the parallel development of an urban image', i James R. Gibson (ed.), European Settlement and Development in North America, s. 182.
Crook, Tom: ‘Schools for the moral training of the people’: Public Baths, Liberalism and the Promotion of Cleanliness in Victorian Britain’, European Review of History: Revue européenne d'histoire, 13:1, s. 21-47.
Bonnie Ychelson og Daniel Czitrom: Rediscovering Jacob A. Riis (2007)
David Ward: The Progressives and the Urban Question: British and American Responses to the Inner City Slums 1880-1920 (1984)
Michel Foucault (2001): 'Socialmedicinens fødsel', Distinktion, No. 3, 2001, s. 11-24.
Dag Petersson: Jacob A. Riis’ fotografier
↖ Forside
Næste afsnit →
