Dansk-amerikaneren Jacob A. Riis ankom med dampskibet til Castle Garden i 1870. Over en halvtreds år lang periode havde modtaget over 8 millioner mennesker ligesom ham selv. Med 40 dollars i lommen, foræret af hans naboer i Ribe, kun lige stået af båden, der havde fragtet ham fra det gamle kontinent - en smuk forårsmorgen - kiggede den 21-årige Jacob A. Riis udover byen og beskrev et syn, der på samme måde må have betaget de mange andre immigranter, som han havde delt båd med: “... og da jeg skuede ud over de milelange lige linjer af gader, Brooklyns grønne højdedrag, og færgernes og lystfartøjernes røre i floden, steg mine forhåbninger om, at der et eller andet sted i denne summende bikube, ville være en plads til mig.”
Men under byens håbefulde overflade gemte sig også noget andet. Jacobs slum er historien om Jacob A. Riis er historien om en lærersøn fra købstaden Ribe, der rejste til USA og blev voksen sammen med den amerikanske by - og byens onde tvilling, der var blevet døbt “slummen”. Det var den slum han senere skulle fotografere og dokumentere med ét brændende ønske: at rydde slummen fra jordens overflade.
I dette afsnit skal vi undersøge den kriminelle storby og de dele af byen, som ifølge mange var meget meget langt fra at være en del af det store amerikanske fællesskab - nemlig de folk, der boede i en nat ad gangen i de billige lodging houses.
De billige lodging-huse tilbød en nats søvn i bytte for et lille beløb. Et beløb, der som regel kunne skrabes sammen af selv byens allerfattigste. Modsætningen til lodging-husene var gode og trygge hjem. Men som tingene så ud i slutningen af 1800-tallet, så havde New York gjort sig fortjent til titlen som “Den hjemløse by”. Og for at gøre USA til en sand nation, så var det nødvendigt at skabe hjem.
Det er disse to modpoler, vi skal besøge i det femte afsnit af Jacobs Slum - de billige lodging-huse og hjemmet.
I dette afsnit skal vi undersøge den kriminelle storby og de dele af byen, som ifølge mange var meget meget langt fra at være en del af det store amerikanske fællesskab - nemlig de folk, der boede i en nat ad gangen i de billige lodging houses. De billige lodging-huse tilbød en nats søvn i bytte for et lille beløb. Et beløb, der som regel kunne skrabes sammen af selv byens allerfattigste. Modsætningen til lodging-husene var gode og trygge hjem. Men som tingene så ud i slutningen af 1800-tallet, så havde New York gjort sig fortjent til titlen som “Den hjemløse by”. Og for at gøre USA til en sand nation, så var det nødvendigt at skabe hjem. Det er disse to modpoler, vi skal besøge i det femte afsnit af Jacobs Slum. De billige lodging-huse og hjemmet.
Vi starter højt hævet over byen for et øjeblik at prøve at overskue den. Byen er joer denne podcasts anden hovedperson med alle dens udviklinger og historier, der vikler sig ind og ud af hinanden i takt med, at Jacob A. Riis’ tager os længere og længere ind i New Yorks kvarterer. Jacob A. Riis beskriver her, hvorfor megabyen var en så tillokkende og tiltrækkende kraft for så mange folk i det amerikanske samfund: “Metropolen er for mange mennesker, hvad et tændt lys er for natsværmeren. Det tiltrækker dem i sværme, der kommer år efter år med en svag ide om, at de kan leve her om nogen steder (...) Næsten alle er unge, uafklarede mænd. De fleste af dem, måske kun lige hjemmefra, uden tvivl og med et inderligt håb om at starte i byen og finde deres egen vej. De færreste har mange penge at bruge, mens de ser sig omkring. Sådan bliver de billige lodging-huse bliver en mulighed. Endnu færre kender til byen og dens faldgruber. De leder efter masserne, ‘livet’, og de bliver naturligt tiltrukket af the Bowery, den store demokratiske motorvej, hvor lodging-husene til femogtyve-cent byder dem velkommen.”
De billige lodging houses var, ifølge Jacob A. Riis, en af hovedkilderne til byens kriminalitet. Lodging houses var en del af New York, som Jacob A. Riis kendte meget personligt. I sine tidlige år som hjemløs havde han selv overnattet i disse billige lodging houses, der tilbød et tag over hovedet for en enkelt nat, i bytte for et lille beløb, som de fleste kunne skrabe sammen på den ene eller anden måde. Nu befandt den 50-årige Jacob A. Riis sig på den anden side af tilværelsen i byen. Han var ikke selv længere en del af den omvandrende vagabondhær, der hver dag skulle forsøge at finde et sted at sove. Han boede i et hjem sammen med sin kone og sine børn. Men han havde ikke glemt sine nætter i byens lodging houses. Ja, faktisk havde hans nætter i dets hårde køjer sat så dybe spor, at han var af den overbevisning, at det var et af byens allerværste steder. Og hvem boede så dér i byens lodging houses og hvordan endte dens beboere med at blive kriminelle? Jacob Riis svarer på det i sin bog How the Other Half Lives: “Der er ensomme mænd, uden en familie, der foretrækker det selskab i de billige lodging-huse, frem for ensomheden i lejekasernerne. Der er masser af unge knægte fra landet, der strander her, mens de venter på at storbyen viser dem en vej til lykken. De starter måske i husene til tredive cent. Derfra går det kun nedad bakke, indtil de rammer husene til femten eller ti cent. Med de beskidte lagner og den kampklare kølle i vagtens hånd. Og en eller anden dag, når den sidste penny er forsvundet, og spørgsmålet om, hvor det næste måltid skal komme fra, vægter højere end nationens udenrigspolitiske forhold til Filippinerne, prikker en tungbrynet mand dig på skulderen med et tilbud om nemme penge…”
Lodging-huse, var ifølge Jacob A. Riis en af hovedkilderne til byens kriminalitet. Han havde selv set, at byens lodging houses hver nat husede nok mennesker til at befolke en landsby i vækst. Og nu går vi sammen med Jacob A. Riis ind i nogle af lodging-husene. Som Jacob A. Riis skriver i How the Other Half Lives, så kunne man ved første kig få det indtryk, at der her var tale om en slags hotel. Men det kunne, ifølge Jacob A. Riis ikke være længere fra sandheden: “Sengen til femten cent står uden afskærmning i et rum fuld med køjer, der har gule lagner og fæle tæpper. Ved ti cent har man fjernet skabet til de sovendes tøj. Det er der ikke længere brug for det. Vagabondens grænse er nået og der er ikke noget at låse inde (...) Normalt er sengene til ti cent og syv cent bare forskellige grader af den samme vederstyggelighed. En eller anden undskyldning af en seng med madras og tæppe udgør vagabondens aristokratiske erhvervelse. Ved heldigt tiggeri har han formået at bytte med den tomme kasse eller asketønde med gulvet på af et af disse såkaldte hoteller”
En illustration fra et lodging-hus på Pell Street, en gade der ikke ligger langt fra Five Point, ser man de store bjælkekøjer i to niveauer. Mellem bjælkerne er der udspændt et stykke stof, der fungerer som madrasser. Og her i en anden beskrivelse fra the lodging houses, lytter Jacob A. Riis til den tunge snorken og indånder den tunge lugt i et af de overfyldte lodging-huse på en vinternat, hvor vinterens kulde havde drevet alle gadens vagabonder og hjemløse ind i de overfyldte sovesale: “På kolde vinteraftener, når alle sengene var besatte, har jeg ikke bare en gang stået i sådan et lodging-hus og lyttet til de sovendes snorken, der lød som de faste slag fra en maskine og den langsomme knirken fra bjælkerne under deres hvileløs vægt. Jeg har forestillet mig at være ombord på et skib og oplevet den meget virkelige kvalme fra søsygen. Det eneste der forrådte illusionen var luften; man kunne ikke tage fejl af den.”
Det var altså her, i sovesalene, at nogle af byens mest kriminelle blev udruget. Men det var ikke det eneste sted, at den kriminelle livsstil blev udruget. Et andet sted var byens saloner. Og dem var der kun kommet flere af. Jacob A. Riis kaldte dem To-cent-restauranter af åbenlyse grunde: “Lad os smutte ind i en af de gader og ned i kældrene og se, hvad der foregår klokken tre om natten. Her bliver du mødt af en lugt af dovent øl. Stedet her har de givet et pænt navn - ‘Two-Cent Restaurant’. For to cent kan du få en omgang drinks og nyde det privilegium at sove ved bordet hele natten - eller måske kan du ligge under bordet? De her folk? Bumser - hele bundtet! De er ikke tyve. Det har de slet ikke nosser til. De vil højst kunne tage sig sammen til at hugge lidt tøj fra en tørresnor, når ingen kiggede. Jeg fulgte engang med politiet på razzia sådan et sted. Vi fandt toogfyrre mænd og kvinder i et værelse, der ikke var på mere end 11 m2, og i en bunke gammelt strå lå en kvinde med en nyfødt baby”
Sammen med to-cent-restauranterne og lejekasernens loftsværelserne var lodging-husene dér, hvor den kløft mellem samfundets to halvdele var allerstørst. Det var, ifølge Jacob, disse steder, hvor byens allerfattigste og mest desperate mennesker måtte sove. Lodging houses var med deres overfyldte sovesale, der hvor bysamfundets laveste dele lå sammenstuvede for en enkelt nat ad gangen. Og de var aldrig mere end et prik på skulderen fra at blive kriminelle. Ligesom lejekasernen, så udgjorde ingen af disse steder ordentlige rammer til at skab det gode hjem. Problemet med lejekasernen var fortsat enormt. Lejekasernen allerede var kommet på dagsordenen i midten af 1800-tallet, så viste en rapport fra The Tenement House Commission fra 1884, at forholdene, på trods af små forbedringer, var blevet værre i byens lejekaserner. På tyve år var antallet af lejekaserner fordoblet fra 15000 til godt 26000. Og en undersøgelse fra godt 1000 lejekaserner, der husede godt 37000 mennesker, viste, at dødsraten var steget de sidste 10 år. Nu er vi sådan set tilbage ved Jacob A. Riis’ idé om hjemmet som civilisationens hjørnesten. Jacob A. Riis vender flere gange tilbage til det samme problem: hvis ikke Den Nye Verden fik skabt sunde og gode hjem til de mange håbefulde mennesker, som strømmede til landet og til storbyer som New York, så kunne USA heller aldrig blive en sand nation. Jacob A. Riis formulerer det selv sådan her: “... fra folks hjem kommer borgerdyd. Den leve r ikke andre steder. Slummen er hjemmets fjende. Derfor blev vores lands største by for længe side døbt “Den hjemløse by”. På det tidspunkt, hvor dette folk bor i en nation uden hjem, så vil der ikke længere være en nation.”
Og som Jacob A. Riis spørger i The Battle with the Slum, hvordan kunne man så forvente at få gode borgere, der kun sov et sted for en enkelt nat ad gangen. Og i visse tilfælde i selskab med enogfyrre andre mennesker. Jacob stiller selv spørgsmålet sådan her: “Hvordan kan en, der aldrig har kendt til et hjem forventes at have stolthed eller interesse i hjemmet i en større forstand: i byen? Og hvad skal man appellere til hos sådanne mænd for at vække deres interesse i borgerskabet. Det er derfor, at enhvert forsøg, der knytter borgeren til et sted så længe, at han føler den form ejerskab, der leder til borgerlige interesse og stolthed, er helt afgørende.”
Forholdene i the lodging houses, salonerne og lejekaserner kunne altså ikke være grobund for både sunde og engagerede, amerikanske borgere i dets megabyer. Og her bevæger vi ind i den politiske by, som Jacob A. Riis også bevægede sig rundt i. Han understregede det store skel mellem den politiske fortælling om Den Nye Verdens fødsel og så den måde, som vilkårene i landets storbyer meget naturligt skabte kriminelle og uengagerede borger, der aldrig havde fået et sandt hjem i storbyens virvar. Som han skrev i sin bog om sin kamp mod slummen, The Battle with the Slum, så var den politiske frihed og lighed stadig kun ord, der ikke stemte overens med virkeligheden i de amerikanske storbyer: “Vi havde vundet den politiske frihed, men det stadig uløste problem med den hjælpeløse fattigdom, der var vokset sammen med den Gamle Verdens udskud, hånede os stadig.”
Vilkårene i lejekaserner og de billige lodging houses var altså ikke bare farlige for folks sundhed, men de udgjorde også et demokratisk problem. Slummen skabte ifølge Jacob A. Riis det man i dag nok ville kalde et parallelsamfund. De mange immigranter havde fremmede sprog, en anden tro og andre traditioner. Mødet med den amerikanske slums ubeboelige lejekaserner og lodging houses, og de mange fordomme som de fattige mødte, kunne kun ende galt. I mistro og ligegyldighed overfor det politiske system og det samfund, som de nu var en del af efter de havde krydset Atlanten eller rejst fra landområderne i håb om bedre levevilkår. Som Jacob A. Riis skrev, så var de store som lighed og frihed ikke tilstrækkelige. Og så længe de ord ikke fandt udtryk i konkrete tiltag for byens beboere, så ville kløften mellem byens to halvdele blive ved med at findes: “Vi svor højtideligt, at alle var skabt lige og havde ukrænkelig rettigheder - retten til livet, frihed og stræben efter lykke. Så lukkede vi øjnene og ventede på at formlen skulle virke. Det svarede til, at en mand med en forkølelse bare skulle tage lægens recept med i sengen med en forventning om, at det kurerede ham. Formlen var god nok, men det var ikke nok bare at gentage den.”
En af modgifterne til det hjemløse New York var hjemmet. Jacob A. Riis anså det for at være den bedste måde at sikre, at folk blev gode borgere i det amerikanske samfund.
“Jeg har dvælet ved nødvendigheden af et hjem eller at finde et sandt alternativ, der minder om det, fordi hjemmet er nøglen til godt borgerskab. Ulykkeligvis for de store byer, så har de alle en klasse, som har mistet eller smidt nøglen til hjemmet væk. For denne klasse har New York først for tre år siden lavet forordninger. Politistations lodging-huse, som jeg tidligere har talt om, har ikke gjort sig fortjent til sådan en titel. Disse ubehagelige huler, hvor den store bys hjemløse stuves sammen, der aldrig foregav at have senge, bade eller mad, var den mest ødelæggende parodi på offentlig velgørenhed, jeg nogensinde har set i et civiliseret samfund. At undslippe fysisk og moralsk smitte i sådanne hober var menneskeligt umuligt.”
Jacob A. Riis retter mange gange i løbet af sit forfatterskab en skarp kritik af den måde, som man forvaltede problemet med både fattigdom og slummen i de amerikanske byer. Men selvom Jacob A. Riis var politisk og skrev kritiske tekster. Så var han ikke aktivist. Og nu skal vi tale om en anden person, som ifølge historiken Danie l Czitrom havde en afgørende indflydelse på Jacob A. Riis forfatterskab og hans indædte kamp mod “slummen”. Han hedder Charles F. Wingate og var aktiv i slumspørgsmålet i New York City. Og selvom Charles F. Wingate spillede en så stor rolle til at forme Jacob A. Riis’ forfatterskab, så forbliver han unævnt i Jacob A. Riis’ forfatterskab. Den eneste anerkendelse som Jacob A. Riis gav ham, er en tegning, som Charles F. Wingate har lavet, som pryder forsiden af den første udgave af How The Other Half Lives.
Grunden til dette skal ifølge historikeren Daniel Czitrom findes i Charles Wingates politiske aktivitisme. Charles Wingate var selv aktiv i slum-spørgsmålet. Han skrev om slummen og arbejdede under The Tenement House Commitment i 1884. Wingate udviklede en form for kritisk og aktivistisk, der ligesom Jacob A. Riis’ egen journalistik, talte til læserens egen samvittighed. Det var den journalistiske form, som Jacob A. Riis brugte til How The Other Half Lives. Jacob A. Riis videreudviklede og gjorde Wingates’ måde at skrive på til en kæmpe succes med sin bog. Men hvorfor nævnte han ham så aldrig? Wingates aktivisme forblev ikke bare i skriften. Wingate støttede også den organiserede arbejderbevægelse. Jacob A. Riis holdte sig fra den samme arbejderbevægelse og dens politiske aktivisme. I stedet engagerede han sig i kirken. Han var godt nok ikke interesseret i teologiske skrifter, og han kaldte sig selv for en praktisk kristen. Men efter sit ægteskab med Elizabeth, der blev medlem af en metodist-kirke, blev han diakon i samme metodist-kirke. Det var måske også i kirken, at Jacob A. Riis skulle få formet sine ideer om, hvordan byen skulle reformeres.
Jacob A. Riis var politisk aktiv på en anden måde. Han gik ind for det, som han kaldte hjertets eller humanitetens reformer. Og det er de menneskelige reformer af New Yorks todelte samfund, som vi nærmer os i det næste og sjette afsnit af Jacobs Slum. Som Jacob selv skriver så var det de menneskelige reformer, der skulle bygge bro mellem samfundets to halvdele.
“Befolkningens store hav, der fastholdes i oprørende lænker, vugger utålmodigt i lejekasernerne. Byen, der stod over for storbyens enorme forpligtelser og ansvar før de var klar til at løfte den opgave, har én gang mærket dets uimodståelige flodbølge stige. Hvis den stiger endnu en gang, findes der ingen menneskelige kraft til at stoppe den. I kløften mellem klasserne, hvor den vugger ude af syne og tanke for de ubekymrede, vokser den dag for dag. Ingen sløv lovgivning eller politisk udvej kan lukke den. Vores regering kan tilbyde forsvar og ly mod alle andre farer, men ikke denne! Jeg kender kun en bro, som vil bringe os trygt over kløften - en bro, der er bygget på retfærdighed og menneskets hjerte.”
Jacob A. Riis - Ren Kjærlighed kan jo aldrig dø, Gyldendal.
Jacob A. Riis, The Battle with the Slum, 1902 ↗
Jacob A. Riis, A Ten Years War, 1902 ↗
Jacob A. Riis, How the Other Half Lives, 1890 ↗
Jacob A. Riis: Out of Mulberry Street, 1898 ↗
Jacob A. Riis: The Making of an American, 1903 ↗
Ward, David (1976): 'The Victorian Slum: An Enduring Myth?', Annals of the Association of American Geographers, Vol. 66, No. 2, s. 323-336
Ward, David (1978): 'The early Victorian city in England and America: on the parallel development of an urban image', i James R. Gibson (ed.), European Settlement and Development in North America, s. 182.
Crook, Tom: ‘Schools for the moral training of the people’: Public Baths, Liberalism and the Promotion of Cleanliness in Victorian Britain’, European Review of History: Revue européenne d'histoire, 13:1, s. 21-47.
Bonnie Ychelson og Daniel Czitrom: Rediscovering Jacob A. Riis (2007)
David Ward: The Progressives and the Urban Question: British and American Responses to the Inner City Slums 1880-1920 (1984)
Michel Foucault (2001): 'Socialmedicinens fødsel', Distinktion, No. 3, 2001, s. 11-24.
↖ Forside
Næste afsnit →
