Dansk-amerikaneren Jacob A. Riis ankom med dampskibet til Castle Garden i 1870. Over en halvtreds år lang periode havde modtaget over 8 millioner mennesker ligesom ham selv. Med 40 dollars i lommen, foræret af hans naboer i Ribe, kun lige stået af båden, der havde fragtet ham fra det gamle kontinent - en smuk forårsmorgen - kiggede den 21-årige Jacob A. Riis udover byen og beskrev et syn, der på samme måde må have betaget de mange andre immigranter, som han havde delt båd med: “... og da jeg skuede ud over de milelange lige linjer af gader, Brooklyns grønne højdedrag, og færgernes og lystfartøjernes røre i floden, steg mine forhåbninger om, at der et eller andet sted i denne summende bikube, ville være en plads til mig.”
Men under byens håbefulde overflade gemte sig også noget andet. Jacobs slum er historien om Jacob A. Riis er historien om en lærersøn fra købstaden Ribe, der rejste til USA og blev voksen sammen med den amerikanske by - og byens onde tvilling, der var blevet døbt “slummen”. Det var den slum han senere skulle fotografere og dokumentere med ét brændende ønske: at rydde slummen fra jordens overflade.
Det sjette afsnit af Jacobs Slum skal handle om Jacob A. Riis’ kamp for parken - og så en bestemt episode, hvor Jacob A. Riis stålsat forsøgte at finde en papegøje for at redde en døende kvindes liv.
Kampen for parken og jagten på papegøjen er nemlig tæt knyttede sammen i fortællingen om Jacob A. Riis’ New York og kampen for det, som han kaldte medmenneskelige reformer af byens slumområder. Parkens åbne rum og legepladsens ubekymrede leg var intet mindre end et vidundermiddel til at sikre bedre levevilkår for den sammenstuvede befolkning i de værste distrikter af byen.
Det her er lyden af en ældre kvinde, der synger ind i en lille mikrofon i Columbus Park i New York i dag. Columbus Park ligger i dag i Chinatown. Ikke så langt fra den syngende dame sidder en gruppe kinesiske mænd og spiller skak. Man kan ind imellem ane deres diskussioner og småsnakken. Parken er i dag et samlingspunkt for mange kinesere i New York. Og parken ligger faktisk på et sted, som vi efterhånden har besøgt et par gange på vores tur ind i slummen. Det er den del af Mulberry Street, hvor gaden bøjede som en albue, og som Jacob A. Riis kaldte The Bend. The Bend er det område, som han flere gange i sit forfatterskab kaldte for “slummens fæle kerne”. Og før parken hed Columbus Park, hed den Mulberry Bend Park. Det sjette afsnit af Jacobs Slum skal handle om Jacob A. Riis’ kamp for parken - og så en bestemt episode, hvor Jacob A. Riis stålsat forsøgte at finde en papegøje for at redde en døende kvindes liv. Kampen for parken og jagten på papegøjen er nemlig tæt knyttede sammen i fortællingen om Jacob A. Riis’ New York og kampen for det, som han kaldte medmenneskelige reformer af byens slumområder. Men før vi når så langt, starter vi fra starten. Før Columbus Park blev Mulberry Bend Park - og endda før The Bend blev The Bend.
Før The Bend blev The Bend var området en sump. I 1808 blev sumpen fyldt og blev til gaden med navnet Pearl Street. Da sumpen igen begyndte at overtage den nylagte gade, sank Pearl Street ned i mudderet igen. Gadens luft blev fyldt med en forfærdelig stank. Og det blev hjemsted for en af de mest notoriske lejekaserner i New York. Lejekaseren gik under ikke så flatterende navne som “mordergyden” og “tyvegrotten”. Jacob A. Riis kaldte denne del af Mulberry Street for The Bend, hvor den bukkede som en albue. Og så var det den del af New York, som han kaldte slummens fæle kerne. Men en dag i sommeren i 1897, da Jacob A. Riis en vendte tilbage til sit New York, så han noget markant anderledes end det vante syn af “mordergyden” og “tyvegrotten”. Det var et så smukt syn, at Jacob A. Riis endda fik en klump i halsen, da en ukendt lyd bragte ham tilbage til sin barndom i Ribe.
“Jeg havde været udenbys og jeg havde ikke været forbi Mulberry Bend i flere uger. Men en morgen stødte jeg på parken, som var blevet opført, mens jeg havde været væk. Der var blevet lagt græs og mænd klippede græsset efter regnen. Solen skinnede på blomsterne og de skrøbelig, unge buskblade, og lugten af nyslået hø var i luften. Grupper af italienske børns jublede over den nye have, mens deres forældre sad på bænkene med en tilfredshed i deres blik, som jeg aldrig havde set her før. Mens jeg stod og kiggede på det hele, fik jeg en klump i halsen ved tanken om, hvad det hele engang havde været og alle de hvileløse års kamp for det her. Det havde været en så hård kamp - og nu var den endelig vundet! Kampen mod slummen var i kampen mod dette mørke sted. Græsslåmaskinens snurrende sang var lige så sød som sanglærken, da jeg var barn i de danske marker, og som selv de grå hår ikke får en til at glemme.”
Mulberry Bend Park var blevet planlagt af Calvert Vaux, der også var meddesigner af den kendte Central Park. Mulberry Bend Park åbnede i sommeren 1897. Bænke stod langs stierne og stort, åbent område med græs prydede den gamle sump. Jacob A. Riis var faktisk så overvældet af synet af det bløde, grønne græs, der hvor der engang havde ligget en af de mest notoriske lejekaserner, at han trådte ind på det nyklippede græs. Han havde ikke set den uniformerede betjent, der kom løbende hen mod ham og heller ikke de unge drenge, der stod og ventede spændt på konfrontationen mellem Jacob A. Riis og politibetjentens formanende stav. Jacob A. Riis mærkede kort efter betjentens stav på sin ryg, efterfulgt af en ordre om at han skulle forlade græsområdet. Jacob A. Riis accepterede næsten uden protester, for som han skrev, så var det vigtigste at parken var der og han havde fået sin hævn over “slummens fæle kerne.” Han beskrev senere parken som intet mindre end en lille revolution.
Netop parkerne og legepladser var én af de vigtigste løsninger mod slummens dårlige indflydelse. I min jagt efter dokumenter og kilder om Jacob A. Riis’ New York faldt jeg over et lille dokument med titlen “Komiteen for små parker” Dokumentet er godt 50 sider og er udgivet i New York i 1897. Det var en rapport fra park-komitéen om nødvendigheden af lave endnu flere parker og legepladser i byen. Og i slutningen af rapportens forord dukkede Jacob A. Riis’ navn, der havde underskrevet dokumentet som komitéens sekretær. Han havde formentligt også formuleret og skrevet rapporten. Hvis vi skal forstå, hvorfor Jacob A. Riis blev så rørt over den nye Mulberry Bend Park, så er det værd at tage fat i det her dokument. Parken var nemlig ikke bare lidt græs og træer. Det var en effektiv modgift til lejekasernens onder. Rapporten gennemgik metodisk de forskellige distrikter i New York på baggrund af faktorer som områdestørrelse, befolkningstal, befolkningstæthed, antal af børn, dødsrate og børnedødsraten. Og helt afgørende for denne park-komité var sammenhængen mellem befolkningstætheden og så dødsraten. Især for børn. Og for at modvirke befolkningstætheden og den høje dødsrate var legepladsen og parken vigtige redskaber til at tynde ud i byens mest befolkningstætte kvarterer: “Legepladsen er kommet for at kæmpe med banden om drengen - og den kommer til at vinde! Den kom listende og vi hørte den først med glædesråbene.”
Her var parkens åbne rum og legepladsens ubekymrede leg intet mindre end et vidundermiddel til at sikre bedre levevilkår for den sammenstuvede befolkning i de værste distrikter. De åbne rum, som parken skabte, skabte leverum 0g ånderum i byens tætte gader. Ifølge komitéen selv i hvert fald. Lad os tage et eksempel på komitéens syn på parkens byhelbrende egenskaber: “Komitéens håb er, at det hjertelige samarbejde mellem offentlige myndigheder i alle afdelinger af bystyret vil fjerne den mangeårige bebrejdelse, der har besudlet byens ry og den fare, der truer den offentlige orden ved at berøve børnene ordentlige afløb for deres fysiske energi og udviklingen af deres moral. Og aldrig igen vil nå dets nuværende - vanærende og farlige - proportioner.”
Manglen på parker til den sammenstuvede befolkning og legepladser til de kommende generationer var både en måde at forbedre både folks fysiske helbred og så selvfølgelig forbedre deres moral i samme omgang. Ifølge komitéen var parkernes åndehuller og børnenes legepladser en åbenlys modgift til lejekasernens onder, som vi er stødt på mange gang i Jacob A. Riis’ værker. Det var lejekasernenes mørke værelser, det var de billige lodging-huse og to-cent-restauranterne, hvor ingen gode borgere kunne bo. Som det står i rapporten - og her klinger Jacob A. Riis’ mange værker med - så var de nye ånderum i byen og børnenes leg den bedste garanti for at byens nuværende onder ikke ville se dagens lys igen.
Og nu stod Jacob A. Riis så dér. Næsten tredive år efter sin ankomst til New York. Med en klump i halsen. Lydene og lugtene havde endnu en gang kastet ham tilbage til sine barndomsår i Ribes marker og bakker. Han havde mærket modgiften til lejekasernens ondskab under sine fødder og hørt græsslåmaskinens fuglekvidder, indtil politibetjenten havde forstyrret ham med sin stav og sine strenge ordrer. Og nu skruer vi lige tiden tilbage til Ribe, lang tid før Jacob A. Riis første gang mødte den amerikanske storby, der siden sin fødsel havde tiltrukket så mange mennesker og forvist mange af sine håbefulde tilflyttere til lejekaserners tunge værelser. Som jeg fortalte i det første afsnit havde Jacob A. Riis første gang stødt på en sådan lejekaserne i Ribe, da han stadig var barn. Lejekasernen havde fået titlen Pjaltehuset. Det var et møde, som Jacob A. Riis beskrev på følgende måde:
“Det var en faldefærdig, toetagers bygning med dovne beboere og pjaltede børn. Når jeg i dag ser tilbage på det, så tror jeg, at det var kontrasten mellem dets trøstesløshed og de grønne bakker og marker, som jeg elskede sådan. Kontrasten mellem dets mørke, menneskelige elendighed og ineffektivitet og mine barndoms drømme om de modige soldater, der havde gjort så stort et indtryk på mig. Jeg tror det, fordi det stadig er sådan. Over lejekasernen, som vi kæmper mod i vores egen by, rejser sig altid i mine tanker markerne, skovene, Guds åbne himmel som en anklager og et vidne om, at Hans tempel bliver besudlet og menneskets krop og sjæl slidt.”
Lyden af græsslåmaskinen, der mindede ham om Jyllands fuglekvidder, var en sejr over byens Frankenstein-monster - lejekasernen. Parken havde skabt en lille smule af Ribes hedelandskab midt i New Yorks værste dele og var ved at vinde over lejekasernens kvælende ondskab. Da han stod der og hørt børnene, lyden af græsslåmaskinen og lugten af friskslået græs må have hængt friskt i luften spurgte en mand ved hans side, der aldrig havde set The Bend, hvordan det havde set ud, og Jacob A. Riis svarede ham med følgende ord: “Som intet andet, jeg nogensinde har set eller håber at se igen. En skæv plads på tre hektarer, overbygget med rådne bygninger, der samlede menneskehedens bundfald. Den så almindelige ud fra gaden, men den var gennemtrængt af fæle gyder, der skjulte vagabonder og tyveudskud med de modbydelige rester af nogen, som engang kaldte sig selv en kvinde. Hver fod af stank af incest og mord. Bandit’s Roost og Bottle Alley var synonymer for røveri og ublu vrede. Om natten, i dets værste dage, har jeg gået rundt med politimanden på hans runde, og taget derfra med en vrede og afsky, der holdte mig vågen om langt ud på natten, mens jeg planlagde hvordan jeg ville ødelægge det sted. Sådan var det der. Gudskelov, at vi aldrig kommer til at se det igen!”
I værket The Battle with the Slum fra 1902, hvor de foregående passager om Mulberry Bend-parken også er taget fra, gør den nu 53-årige Jacob A. Riis status over sin kamp med slummen. Det er den slum, som vi sammen med ham er har vandret rundt ind i de sidste fem afsnit. Helt afgørende for at vinde denne kamp var politikken. Og med det mener jeg politiske reformer, rettet mod byens slumområder. Jacob A. Riis formulerer det selv mere elegant i The Battle with the Slum: “For at vinde kampen mod slummen er vi nødt til at stoppe med at hade politik. Det har vi gjort alt for længe. Slummens politik vil altid være lige så beskidt som slummen selv. Så den må renses. Det er det, vi kæmper for. Politik er våbnet. Vi skal lære at skære med den - lige og sikkert!”
Jacob mente, at udgangspunktet for at forbedre forholdene i byen skulle være medmenneskelighed. Jacob A. Riis beskrev de blodige Draft Riots som et direkte resultat af den stadig voksende kløft mellem byens to halvdele. Det var en kløft som kun kunne heles med medmenneskelighed.
“Befolkningens store hav, der fastholdes i oprørende lænker, vugger utålmodigt i lejekasernerne. Byen, der stod over for storbyens enorme forpligtelser og ansvar før de var klar til at løfte den opgave, har én gang mærket dets uimodståelige flodbølge stige. Hvis den stiger endnu en gang, findes der ingen menneskelige kraft til at stoppe den. I kløften mellem klasserne, hvor den vugger ude af syne og tanke for de ubekymrede, vokser den dag for dag. Ingen sløv lovgivning eller politisk udvej kan lukke den. Vores regering kan tilbyde forsvar og ly mod alle andre farer, men ikke denne! Jeg kender kun en bro, som vil bringe os trygt over kløften - en bro, der er bygget på retfærdighed og menneskets hjerte.”
Nu er vi sådan set kommet frem til fortællingen om Frøken Ben Wah og den papegøje, som Jacob ledte efter i hele byen, for at redde den ældre kvindes liv. Jacob A. Riis fortæller selv historie som det sidste i sit værk The Battle with the Slum. Som han skriver så kan det måske give os et indblik i, hvad “kampen mod slummen” skulle være. For mig giver fortællingen os endnu en ledetråd til at forstå, hvorfor Jacob A. Riis blev ved med at modarbejde slummen. Jacob A. Riis indleder selv sin historie om jagten på papegøjen med følgende ord: “Og nu, hvor jeg har vist jer den mørke side af byen, som jeg - trods alt - elsker med dens fantastiske minder, dens høje mod og klare himmel. Lige så højt som den lille danske by, hvor min krybbe stod. Lad mig nu vise jer, inden vi afslutter historien om kampen mod det onde, byens gode hjerte med den unødvendig fortælling om Frøken Ben Wah og hendes papegøje. Måske vil det hjælpe jer med at forstå, hvad Kampen mod slummen betyder.”
Historien om papegøjen starter, da Jacob en dag modtog en besked om, at Frøken Ben Wah lå dødelig syg. Jacob kendte hende fra sit arbejde slummen. En fransk-canadisk enke. Hun sad alene på sengen i sit værelse og havde, efter et langt arbejdsliv, bestemt sig for at dø. Jacob forsøgte ikke at overbevise hende om andet, men spurgte om han kunne hjælpe med noget. Han fortalte om sine rejser og det Frankrig, som hendes franske accent nogle gange afslørede, at hun stammede fra. Hun sad i stilhed og vuggede hovedet frem og tilbage. Opslugt af fortidens minder. Et øjebliks smil brød den vuggende stilhed. Jacob kæmpede med at finde ud af, hvad der havde fremkaldt dette lille smil på Frøken Ben Wahs læbe. Hun fortalte modvilligt om et møde med en stor grøn og talende fugl med en turban, da hun stadig var en ung kvinde. Dermed var det afgjort for Jacob. Jacob vendte tilbage til sit kontor og skrev en avisartikel, hvor han fortalte om den døende Frøken Ben Wah og efterlyste en talende papegøje. Den næste morgen lå en stakke breve på Jacobs skrivebord med penge til at købe en papegøje. Imens han var ved at sortere brevene, blev en stor, grøn papegøje i et bur bragt ind på kontoret. Jacob fik bragt fuglen til Frøken Ben Whas lejlighed. Papegøjen blev sneget ind på det lille værelse, skjult bag avispapir, der var bundet om buret, for at sikre sig at Frøken Ben Wah ikke ville falde om ved synet af den store fugl. Da papegøjen endelig skrålede bag avispapiret fik den lettere chokerede Frøken Ben Wah af vide, at det nu var hendes. Sådan startede et venskab mellem de to, der overbeviste hende om at leve videre. Mange år efter besøgte Jacob igen Frøken Ben Wah og papegøjen.
“Den sidste gang jeg tog hen for at besøge dem, var der ingen, der besvarede min banken på dørkarmen. Jeg løftede forhænget, der fungerede som dør, og så Frøken Ben Wah sovende på sengen. På hendes skulder sad den sovende papegøje, ikke længere i bur. Dens hoved var puttet ind til hendes hals. Sådan forlod jeg dem - og sådan vil jeg gerne blive ved med at huske dem, som sande kammerater.”
Nu er det tid til at skrue tiden mange år tilbage. Nemlig tilbage til Ribes hedelandskab og Jacobs barndomsår. Det var her, at den helt unge Jacob A. Riis for første gang mødte en lejekaserne. I det første afsnit genfortalte jeg en historie om Jacob A. Riis’ første møde med Ribes helt egen lejekaserne. Pjaltehuset. Og hvis du har glemt den historie, så opsummerer jeg lige kort, hvordan den går: På det tidspunkt boede den purunge Jacob A. Riis endnu i Ribe. Han havde fået en mønt en juleaften og trak sig selv op til Pjaltehuset og gav mønten til de mest fattige i denne lejekaserne. Og når jeg læser denne historie om Jacobs jagt rundt i New York efter en papegøje til en dødssyg kvinde, kan jeg ikke lade være at forestille mig den helt unge Jacob trække sig selv op til Ribes egen lejekaserne med en mønt i lommen. I disse to afgørende fortællinger finder vi nok også svaret på, hvad Jacob A. Riis mente, når han skriver, at de politiske reformer skulle være medmenneskelige. De skulle være drevet af denne utrættelige trang til at hjælpe de mennesker, som pludselig en dag stod på dørtrinnet til ens kontor som den lille Frands eller den døende Frøken Ben Wah. Det var politik, der ikke søgte profit.
Vi slutter dette sjette afsnit tilbage i nutidens Columbus Park i New York. I det 20. århundrede blev The Bend og det omkringliggende Five Points en del af Chinatown. Columbus Park, som Mulberry Bend Park nu hedder, blev opført i 1915. i 1930’erne blev et rekreationscenter anlagt, der i dag fungerer som et offentligt toilet. I 1980erne blev en ny legeplads med tilhørende basketballbaner opført. Og måske var det lyden af de basketballspillede unge, som Jacob A. Riis håbede ville lyde i alle dele af New York. I en afsluttende kommentar i The Battle with the Slum, skrevet fra Ribe, beskriver han de legende børn uden for sit vindue i Ribe: “Når jeg ser tilbage på de mange års arbejde og frem mod de kommende år, så kan jeg kun være fortrøstningsfuld. Mens jeg skriver disse sidste linjer i et fjern land, i min fødselsby, leger børnene udenfor mit vindue og råber efter hinanden i mit søde modersprog, som vi gjorde for ikke så længe siden. Livet og verden lyser foran dem med morgendagens løfte. Sådan er himlen også hjemme hos os.”
Om New York nogensinde blev den største by af dem alle, vil jeg lade andre bedømme. Men ligesom de fleste andre storbyer i dag, så er problemet med fattige kvarterer og udsatte boligområder ikke forsvundet. Men Jacob A. Riis’ beskrivelser fra slummen og ideer om menneskelige reformer af byen fik afgørende betydning for New Yorks udformning i årene efter Jacob A. Riis.
Jacob A. Riis - Ren Kjærlighed kan jo aldrig dø, Gyldendal.
Jacob A. Riis, The Battle with the Slum, 1902 ↗
Jacob A. Riis, A Ten Years War, 1902 ↗
Jacob A. Riis, How the Other Half Lives, 1890 ↗
Jacob A. Riis: Out of Mulberry Street, 1898 ↗
Jacob A. Riis: The Making of an American, 1903 ↗
Ward, David (1976): 'The Victorian Slum: An Enduring Myth?', Annals of the Association of American Geographers, Vol. 66, No. 2, s. 323-336
Ward, David (1978): 'The early Victorian city in England and America: on the parallel development of an urban image', i James R. Gibson (ed.), European Settlement and Development in North America, s. 182.
Crook, Tom: ‘Schools for the moral training of the people’: Public Baths, Liberalism and the Promotion of Cleanliness in Victorian Britain’, European Review of History: Revue européenne d'histoire, 13:1, s. 21-47.
Bonnie Ychelson og Daniel Czitrom: Rediscovering Jacob A. Riis (2007)
David Ward: The Progressives and the Urban Question: British and American Responses to the Inner City Slums 1880-1920 (1984)
Michel Foucault (2001): 'Socialmedicinens fødsel', Distinktion, No. 3, 2001, s. 11-24.
Dag Petersson: Jacob A. Riis’ fotografier
↖ Forside
Næste afsnit →
